I både juni og juli måned slog plugin-hybriderne salgsrekord. Det blev ikke til en ny rekord i august måned, men ser man på det samlede bilsalg i august, så åd plugin-hybriderne en stadig større del. Hele 14 procent af de biler, der blev solgt i Danmark i august, var plugin-hybrider. Elbilerne stod for 5,8 procent af salget mens fossilbilerne ”kun” stod for 80,2 procent af det samlede salg. I august sidste år stod fossilbilerne for voldsomme 96,4 procent af salget.
Det er positivt nyt for de grønne biler, men De Danske Bilimportører advarer om, at plugin-hybrider og elbiler går en afgørende tid i møde med offentliggørelsen af Eldrup-kommissionens første delrapport i den nærmeste fremtid.
– Inden længe præsenterer Eldrup-kommissionen sine anbefalinger til nye bilafgifter, og vi ser frem til nogle spændende måneder, der kommer til at stå i bilafgifternes tegn. Vi håber, at politikerne øjner en mulighed for at gøre bilafgifterne grønnere, siger Mads Rørvig, der er adm. direktør for De Danske Bilimportører.
Sidst i august fremlagde De Danske Bilimportører et forslag til, hvordan regeringen kan beskatte biler fremover. De foreslår en model, hvor man hovedsageligt betaler afgift efter, hvor energieffektiv og CO2-venlig ens bil er. Det kan du læse mere om i denne artikel .
Ford Kuga i pole-position Kigger man på de mest populære modeller blandt danske bilkøbere i august måned, er Ford Kuga den helt store vinder. Der rullede 1.533 nyregistrerede Kugaer ud fra forhandlerne – og hele 1.509 af disse var plugin-hybrid-modellen. Der er pænt langt ned til nummer to på (plugin-hybrid) listen, der er Peugeot 3008 med 185 solgte eksemplarer.
I alt blev der indregistreret 2.464 plug-in’er i august, og plug-in salget udgjorde dermed 14,0 procent af det samlede personbilsalg.
Salgsudviklingen for elbiler fortsætter de positive tendenser med 1.015 nyregistrerede elbiler i august måned, hvilket er 199,4 procent flere end i august sidste år, hvor der blev indregistreret 339 elbiler. I det totale personbilsalg udgjorde elbilerne 5,8 procent – det er en stigning på 3,2 procentpoint ift. juli måned.
I alt har 5.216 nye elbiler fået asfalt under dækkene i de forgangene otte måneder mod 3.192 elbiler i samme periode sidste år.
Tesla Model 3 er fortsat den mest populære ‘rene’ elbil. Kun en enkelt måned i år – det var i juli – måtte Model 3 vige førstepladsen. Af nye biler på Top 10 i denne måned er de nye elektriske Peugeot’er, der endelig er kommet til landet.