Blizzard er angiveligt i fuld sving med at udvikle en Pokémon Go-inspireret udgave af World Of Warcraft til mobiltelefoner. Det fortæller websitet Kotaku, der citerer 11 nuværende og tidligere Blizzard-medarbejdere.
Kilderne fortæller at Warcraft-spillet er dybere og mere omfattende end Pokémon Go. Blandt andet rummer spillet en single-player kampagne. Der spekuleres i, at det er World Of Warcrafts omfattende Pets-system, med mere end tusind forskellige dyr, der skal ligge til grund for spillet. Lige som i Pokémon Go kan de såkaldte dets inddeles i kategorier, kæmpe mod hinanden og udvikles løbende.
Ifølge websitet er det Blizzards chefdesigner, Cory Stockton, der tidligere har arbejdet på World Of Warcraft der har søsat projektet. Han skulle være stor fan af Pokémon Go. Kilderne fortæller dog, at spillet – hvis det realiseres – ikke forventes at blive udgivet på denne side af 2020.
Blizzard på mobilen
Blizzard meddelte for et par måneder siden, at de snart er klar med en smartphone-udgave af det populære Diablo-spil, Diablo Immortal, til både iPhone, iPad og Android.
Herover den officielle gameplay-trailer til Diablo Immortal. Blizzard har haft stor succes med kortspillet Hearthstone, der er udgivet både på computer og mobile enheder.