Polestar er blevet en lidt af en dansker-darling med knapt to et halvt tusinde Polestar 2 på vejene herhjemme. Succesen skal senere følges op af Polestar 3 og Polestar 5, men der kommer naturligvis også en Polestar 4. Den har svensk-kineserne ikke været særligt åbne omkring.
Tværtimod er det den eneste model, de ikke har vist frem overhovedet. På alle billeder er den dækket af et stykke stof (se nedenfor). Og det på trods af at det er lanceringen, der nu er tættest på. Vi er væsentlig bedre informeret om både Polestar 5 og 6, der først lanceres langt senere.
Men nu har det engelske medie AutoCar fået fingrene i de første spionfotos af Polestar 4 fra en prøvekørsel. Vi kan ikke gengive billederne af rettighedshensyn, men de kan ses i Twitter-linket længere nede på siden, ligesom de naturligvis kan ses i den artikel, som Twitter henviser til.
Polestar 2, Polestar 3, Polestar 4 (under stoffet) og Polestar 5 (foto: Polestar). Vi ved, at Polestar 4 har form som en coupe SUV a la Volkswagen ID.5. Ifølge AutoCar har Polestar-direktøren Thomas Ingelath sagt om 4’eren at:
“Den er lidt mindre end 3’eren, men vi vil ikke gå meget på kompromis med den indvendige længde. Den er lidt mere jordnær og har en lidt mere coupé-type taglinje.”
Han har også tidligere sagt i et interview, at de sigter efter at ramme et prispunkt på omkring 55.000 euro. Det svarer til lidt over 400.000 kroner. Prisen for Polestar 2 starter ved 49.000 euro, så 4’eren forventes at blive lidt dyrere.
Herunder et billede af bilen under en af dens testkørsler. AutCar har også et billede af bilen bagfra. Det kan du se i artiklen .
Du kan også se vores smugkig på Polestar 5 i videoen herunder.