Polestar har netop bevist, at Polestar 5 kan gå fra 10 til 80 procent opladning på bare 10 minutter. Ladeforsøget blev udført på en Polestar 5-prototype og påviste en konsistent ladehastighed, der startede med 310 kW og steg til over 370 kW i slutningen af opladningen.
Prototypen er udstyret med den såkaldte Extreme Fast Charging (XFC)-teknologi fra selskabet StoreDot, som Polestar indgik et samarbejde med sidste år.
Denne specialbestilte 77 kWh batteripakke – der ifølge Polestar har potentiale til at stige til mindst 100 kWh – har mulighed for at få tilført op til 320 km rækkevidde på bare disse 10 minutter.
– Der er behov for, at vi adresserer den største barriere, forbrugerne har hvad angår køb af elbil – nemlig opladnings- og rækkevideangst. Takket være den nye teknologi kan bilister fremover bruge væsentlig mindre tid på at lade og mere tid på at køre. Faktisk vil den såkaldte ‘nede-tid’ eller ‘stoppe-tid’ komme til at minde meget mere om den, vi kender fra benzin-biler i dag, siger Polestar-CEO Thomas Ingenlath.
StoreDots XFC-teknologi anvender siliciumdominerede celler med en energitæthed på niveau med de mest avancerede NMC-celler og kræver ikke specialiserede kølesystemer i køretøjet.
Polestar 5 bliver en femdørs GT, der skal konkurrere mod Tesla Model S og Porsche Taycan. Bilen bliver den første af mærkets modeller, der bygges på en ny 800 volt-platform. Den får to elektriske motorer, der tilsammen kan levere voldsomme 874 heste og et moment på 900 Nm.