ElbilerTophistorie

Polestar først med det nye Apple CarPlay

Selv om de har satset på Android Automotive, bekræfter Polestar nu, at de bliver blandt de første til at få det nye Apple CarPlay.

Kinesiske Polestar bliver blandt de første bilproducenter, der adopterer det nye Apple CarPlay, der blev vist frem under et event i sidste uge. Det bekræfter bilproducenten over for mediet XDA Developers. Den nye inkarnation af CarPlay ligner ellers en næsten direkte konkurrent til Android Automotive, som Polestar ellers har satset på.

Aftalen med Apple betyder også, at Polestar 2 senere i juni vil få en over-the-air opdatering, så bilen kan håndtere den nuværende udgave af CarPlay. Dog kun kablet.

 

Faktisk lader det ikke til at Polestar 2 overhovedet vil få det nye Apple CarPlay, der er langt dybere integretet i bilens systemer. Måske fordi det nye CarPlay kræver specifik hardware, i modsætning til det nuværende?

Dermed kunne det godt tyde på, at det bliver Polestar 5’eren, der bliver den første Polestar med dybere CarPlay integration. Den forventes at køre på vejene i slutningen af 2024. Godt nok præsenteres Polestar 3 allerede senere i år, men Apple sagde under eventet i sidste uge, at systemet først er klart i slutningen af næste år.

Polestar ville naturligvis ikke kommentere, hvilke fremtidige køretøjer der får den næste generation af CarPlay, men bekræfter, at der ikke er nogen ændring i bilproducentens forhold til Google. Der er altså ingen planer om at udskifte Android Automotive.

Langt dybere integration

Den næste udgave af CarPlay har mange af de samme fordele som Android Automotive. Nemlig mulighed for at styre en række af bilens funktioner.

 

“Dybere integration med køretøjet vil give brugerne mulighed for at gøre ting som at styre radioen eller ændre klimaet direkte gennem CarPlay, og ved at bruge køretøjets data vil CarPlay problemfrit gengive hastigheden, brændstofniveauet, temperaturen og mere på instrumentpanelet,” skriver Apple.

Apple CarPlay
Det nye Apple CarPlay.

Præcis hvordan fremtidens CarPlay skal integreres i bilerne, vides endnu ikke. Android Automotive er bag ind i bilerne og fungerer altså som et dybereliggende styresystem. Det nuværende CarPlay afvikles derimod direkte fra mobilen, men den tilgang virker ikke helt fiks fremover.

Det ville være lidt af en katastrofe, hvis hele instrumentpanelet gik i sort fordi forbindelsen mellem bilen og telefonen ryger. Derfor virker det mest logisk, at det mere ambitiøse CarPlay også afvikles direkte på bilen. Mit gæt er, at Apple rigtig gerne vil have bilproducenterne til at købe deres egne M1 eller M2-processorer til formålet …

 

Du kan læse mere om det nye Apple CarPlay her.

 

Kilde
XDA Developers

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.