Som vi kunne fortælle i går, sender Yousee i disse uger mails rundt til visse kunder, med besked om prisstigninger på op til 20 procent på kabel-tv-pakker. Det har fået Dansk Folkepartis Mette Hjermind Dencker til at kræve, at erhvervsminister Simon Kollerup (S) skal se nærmere på sagen.
Politikeren vil have svar på, hvad ministerens holdning er til prisstigningerne – og hvilken konsekvens de kan få for pensionister og mindre bemidlede. Det fremgår af et på Folketingets hjemmeside offentliggjort udvalgsspørgsmål fra den 21. april.
“Hvad er ministerens holdning til, at Yousee laver prisstigninger på op til 100 kr. om måneden på TV pakker, uden at forbrugeren får ekstra kanaler for de ekstra udgifter, og hvad mener ministeren dette kan få af konsekvenser for pensionister og andre mindre bemidlede?”, spørges der i brevet, der kan læses her.
Spørgsmålet er indsendt på Erhvervsudvalgets vegne af formand Lars Christian Lilleholt (V) efter ønske fra Mette Hjermind Dencker.
Yousee sender i disse dage beskeder til en række kabel-tv-kunder, der advarer om kommende prisstigninger der træder i kraft 1. juni. Det er ikke en generel prisstigning som rammer bredt, men udelukkende abonnenter med det, Yousee kalder “ældre produkter”.
Eva Birgitte Bisgaard, kommerciel direktør i YouSee, sagde i den forbindelse:
– Jeg kan godt forstå, at de kunder, der er berørt af denne prisstigning, ikke er glade for den. Det er vigtigt at understrege, at de justeringer, vi foretager her, ikke er en generel prisstigning på vores listepriser, men en justering af en række ældre produkter, hvor prisen ikke er fulgt med den generelle prisudvikling.
Svaret til Mette Hjermind Dencker skal sendes skriftlig og bliver forhåbentlig også offentligt tilgængeligt.