Skotske Ooni har længe haft succes med sine karakteristisk udseende pizzaovne, der med høje temperaturer på 4-500 grader bager autentiske stenovnspizzaer på blot 60 sekunder. Ooni-ovnene er pizza-bagningens svar på Weber-grillen. Hidtil har Ooni-ovnene skullet køre på enten gas, træ eller kul, men nu er skotterne klar med Ooni Volt 12, der – som navnet antyder – bare skal sættes i en stikkontakt.
Ligesom sine gas- og kulfætre kan Volt 12 opnå de høje temperaturer, der sikrer en god, autentisk afbagning. Også i etagebyggeri, eller andre steder, hvor åben ild ikke er tilladt.
– Alle skal have mulighed for at lave hjemmelavet pizza, uanset hvor man er. Vi har derfor brugt lang tid på at udvikle en ovn, der bringer kraften fra vores udendørs pizzaovne med ind i hjemmet. Det er derfor med stor glæde, vi lancerer vores nye elektriske ovn, der gør det muligt at dele Ooni-oplevelsen med en ny gruppe af pizzaelskere, fortæller Darina Garland.
Hun stiftede Ooni sammen med Kristian Tapaninaho for mere end ti år siden.
Ooni Volt 12 kan bruges inde og ude. Volt 12 er optimeret til 12-tommer store pizzaer (30 cm). Den har en maksimal temperatur på 450 grader og er opvarmet på 20 minutter. Det tager lidt længere at få pizzaen sprød i Volt 12 end i de øvrige Ooni-ovne, nemlig 90 sekunder. Til gengæld skal pizzaen ikke drejes. Og Volt 12 har en timerfunktion, så ovnen selv slukker efter et givent tidsinterval.
Det er desuden også muligt at indstille på top- og bundvarme i ovnen.
Prisen? Den er på voldsomme 6.680 kroner. Men den kan altså også lave grøntsager samt stege kød og fisk. Det kan f.eks. være i et støbejernsfad.
Tilbehør … Ud over Ooni Volt 12 har selskabet – igen i bedste Weber-stil – lanceret Ooni Pizza Dough Boxes ; hævekasser lavet af BPA-fri polypropylen med plads til seks pizzadejkugler i hver. Hævekasserne sælges i et sæt à to kasser til 375 kroner.
Desuden har de lavet et låg til kasserne. Det kan samtidig bruges som et multifunktionelt skærebræt. Brættet er lavet af FSC-bambus og kan anvendes til blandt andet forberedelse af dej, til at skære pizza-toppings på eller til servering af pizza. Det sælges for 299 kroner.
Alle nyhederne kan bestilles på Oonis hjemmeside .