Det er næppe nogen stor overraskelse, med den succes som The Bear foreløbigt har høstet, men nu kan fans af serien i hvert fald ånde lettet op. Disney+ har bekræftet at tredje sæson er på vej.
Serien følger stjernekokken Carmy (Jeremy Allen White), som overtager en sandwichbutik i Chigago fra sin afdøde bror. Første sæson satte fokus på genopbygningen af restauranten og de udfordringer der følger med, når det sker omgivet af familie og venner.
Læs også: Streaming-dato på Indiana Jones and the Dial of Destiny
I anden sæson kaster Carmy og holdet sig ud i åbningen af en ny restaurant, kaldet The Bear. Renovering og omskolingen fra sandwichshop til Michelin-bejler gik heller ikke uden udfordringer for den brogede flok i køkkenet.
The Bear har især gjort sig bemærket herhjemme, da København optræder som kulisse i et helt afsnit i anden sæson. Her lægger The Bears dessertkok vejen forbi, for at hente ny inspiration.
Tredje sæson får premiere i 2024 på Disney+. Her er hele holdet både foran og bag kameraet tilbage, mens der endnu ikke er sat ord på handlingen. Hele første og anden sæson er tilgængeligt på Disney+.