En af de parametre mange vægter højt, når de kigger på elbiler, er rækkevidde. Men det er slet ikke så vigtigt, mener Porsches udviklingschef. Han mener at andre parametre er mere væsentlige; eksempelvis bilens køredynamik.
– Rækkevidden er naturligvis relevant. Men spørgsmålet er, hvor vigtig er rækkevidden i forhold til andre funktioner? Vi vil aldrig blive verdensmestre i rækkevidden med Porsche Taycan, men vi vil gerne være referencebilen når det handler om køredynamik, siger Michael Steiner i et interview med Redaktionsnetzwek Deutchland, RND.
Porsche Taycan kan køre op til 460 kilometer på en opladning ifølge WLTP-standarden, mens konkurrenten Tesla Model S kører over 600 kilometer. Lucid Air, som kommer næste år, byder på en rækkevidde på over 800 kilometer.
Steiner mener, at en rækkevidde på omkring de 400 kilometer er optimalt. Flere kilometer kræver et støre og tungere batteri med højere forbrug, større miljøpåvirkning og dårlige køreegenskaber som resultat, mener han.
– Efter min mening giver det ikke mening fra et bæredygtigt synspunkt at kæmpe for den længste rækkevidde, siger Michael Steiner, der mener, at hurtig opladning af batteriet er meget vigtigere.
– Når der køres lange afstande, hvilket normalt ikke er tilfældet hver dag, er hurtig opladning og en passende tæthed af hurtige opladningspunkter meget vigtigere, siger Michael Steiner.
En uafhængig norsk test viser at Tesla generelt ligger rigtig pænt, når det handler om rækkevidde.