Teknologi

Porsche, VW og Mazda: Forbrændingsmotoren vil overleve længere end mange tror

Biologisk og syntetisk benzin vil give forbrændingsmotoren længere levetid, end mange mennesker forventer, siger tre af de store bilproducenter.

Selv om både Porsche og – i særdeleshed – Volkswagen har bekendt sig til elektriske biler, så har de langt fra opgivet forbrændingsmotoren. De peger på potentialet i syntetisk og biobenzin, såsom ethanol og mikroalger som et eksempel på, at der kan gå mange år før vi er færdige med den velkendte, gamle motor.

Volkswagens tekniske chef, Matthias Rabe siger til engelske Autocar, at forbrændingsmotorer vil ”have en længere fremtid end nogle mennesker forudsiger”. Rabe citerede den aktuelle begrænsning af elektrisk transport inden for luftfart som grunden til at forfølge ”et bredt felt” med brændstof, herunder komprimeret naturgas og ethanol, i mindst et årti.

 

– Vi tager vores CO2-mål meget alvorligt og vi ønsker art være en rollemodel for CO2, men det betyder ikke, at vi vil udelukke forbrændingsmotoren, sagde Rabe til Autocar.

Bakkes op af Porsche

Han bakkes op af Porsche-topchefen, Oliver Blume, der under en pressekonference i marts sagde, at Porsche fortsat vil lave benzinmotorer til 911’eren, men løbende vil forbedre dem. Han tilføjede, at syntetisk benzin er en af de muligheder som Porsche ser den bedste fremtid i.

 

– Vi kører allerede test med historiske biler som 993 med meget gode resultater. Omkostningerne er for høje i øjeblikket, og vi har ikke evnen til at producere brændstoffer på en bæredygtig måde, så med hjælp fra partnere søger vi at producere det med vind eller sol, sagde Blume blandt andet.

Blume fortalte videre, at hans indtryk er, at elbilen Porsche Taycan primært appellerer til nye og yngre Porsche-kunder, mens de traditionelle Porsche-kunder er mindre interesseret i bæredygtighed og innovation.

Benzin af alger

Hos japanske Mazda, der sender sin første rene elbil MX-30 på gaden inden for de næste måneder, satses der på biologiske alternativer til benzinen i form af mikroalger.

 

Men ligesom hos Porsche er det stadig for dyrt at producere. I bestræbelserne på at skabe billigt brændstof af alger samarbejder Mazda med Hiroshima University og Tokyo Institute of Technology.

”I forventning om, at forbrændingsmotoren, kombineret med en form for elektrificering, stadig vil udgøre cirka 95 procent af de køretøjer vi producerer i 2030, og at flydende brændstof vil forblive dominerende i bilindustrien indtil mindst 2040, anser Mazda et vedvarende flydende brændstof som væsentlig for en drastisk CO2-reduktion,” siger Mazda i en officiel udtalelse, som Yahoo News citerer. 

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.