Nu kan nordjyderne se frem til billigere elektronik, lover Power. Elektronik- og hvidevarekæden åbner i løbet af sensommeren en ny butik i Aalborg. Det bliver kædens 15. butik og adm. direktør Jesper Boysen lover, at aalborgenserne godt kan begynde at glæde sig:
– Jeg tør godt love, at priserne på elektronik og hvidevarer kommer til at falde i Aalborg – sådan er det sket i alle de byer, hvor vi har etableret en Power, siger Jesper Boysen.
Aalborg-butikken bliver med 2.500 kvadratmeter mere end dobbelt så stor som den seneste butik, der blev åbnet i Køge medio maj. Den kommer til at ligge i det tidligere IDEmøbler, Løven 25A, i Aalborg City Syd.
–Aalborg er en interessant handelsby, som har et stort opland – men der mangler sund konkurrence inden for elektronik og hvidevarer. Det kommer vi til at ændre. Med vores 2.500 kvm store butik og brede udvalg skruer vi snart op for konkurrencen og ned for priserne i det nordjyske, siger Jesper Boysen.
Den præcise åbningsdato er endnu ikke offentliggjort.
Power har i øjeblikket 14 butikker over hele landet og planlægger i 2019 flere nye åbninger.