En pladespillers væsentligste kvalitet er naturligvis lyden, men den må også gerne se godt ud. Og heldigvis er der langt fra 1980’ernes sorte plastikmodeller til en nymodens pladespiller, hvor der ofte er kælet for både materialer og samlekvalitet. En pladespiller er et stykke mekanik – og det må den gerne ligne. Her rammer Pro-ject Essential III plet.
Essential III er ualmindelig stilfuld – ikke mindst i den frække røde udgave, som vi fik til test. Den findes også i sort og hvid, og alle tre udgaver er dækket af pianolak, der giver pladespilleren et eksklusivt pift. Essential III er udrustet med et sjovt anti-skating-lod, der hænger i en fiskesnøre. Det får pladespilleren til at skille sig ud på den positive måde.
Essential III har masser af lækre små detaljer som antiskatingloddet, der hænger i en snøre. En anden lækker detalje er, at både motorens drivhjul og remmen er synlig på Essential III. Remmen sidder monteret rundt om pladetallerkenen. Ja, faktisk er den eneste måde at skifte mellem 33 1/3 og 45 RPM at flytte remmen fra øverste til nederste etage på drivhjulet. Det er i den grad manuel betjening. Fordelen ved Essential III er, at det er forholdsvis nemt at komme til at skifte hastighed, fordi remmen er eksponeret. På Rega Planar 1, som vi også har testet, skal pladetallerkenen fjernes helt for at komme til remmen og skifte hastigheden.
Opsætningen er en udfordring Prisen for det frække design er mange enkeltdele – og kombineret med elendig samlevejledning, måtte vi ty til Youtube-videoer for at se, hvordan man fik monteret remmen, kontravægten og antiskating-loddet – og fik indstillet kontravægten ordentligt, så det optimale nåletryk blev opnået. Hvis man ved, hvad man skal, er det sikkert en simpel opgave, men for en nybegynder udi pladespillernes verden er det en skræmmende proces.
Stor og varm lyd Vi er ret pjattede med lyden fra Pro-ject Essential III. Den har et stort og varmt lydbillede og de enkelte instrumenter er klart definerede. Samtidig er pladespilleren generøs med bassen. Specielt guitarer og strygere er silkebløde. Essential III klarer Goldfrapps ’Clay’ fra ’Tales Of Us’-albummet uden problemer; der er ingen bæven, når Alison Goldfrapp rammer de høje toner, ligesom den formår at give plads til de sagte strygere, der ellers har en tendens til at forsvinde på pladespillere i denne prisklasse.
Er du til et mere stramt og klart lydbillede, er konkurrenten Rega Planar 1 nok et bedre bud, men her på redaktionen var vi bestemt glade for Essential III’erens bløde(re) klangbund.
Plads til begejstring Essential III er udrustet med en Ortofon OM10-pickup, som vi oplever som et nøk bedre end pickup’erne på de øvrige pladespillere i testen. Og bliver man sulten efter endnu bedre lyd, kan man relativt nemt skifte pickup’en ud med en dyrere model.
Vi testede Pro-ject Essential III sammen med Pro-jects egen RIAA, Phono Box MM, der koster 695 kroner oven i hatten. Dertil – eller alternativt – kan man investere i en bedre pickup-forstærker (RIAA, red.). Vores test er baseret på Pro-jects egen Phono Box MM-RIAA, der koster 695 kroner, men vi koblede også Essential III til en 5.000-kroners RIAA fra svenske Lejonklou og der var en markant forbedring med mere luft i lydbilledet – der er altså hørbar kvalitet at hente, ved at investere i en bedre RIAA.
En af de bedste … Af den bunke pladespillere, vi har testet i denne omgang, stod valget mellem Essential III og så Planar 1 fra Rega. Ærligt: Der er meget lidt forskel mellem de to, men Essential III leverer en lidt mere farvet rund lyd, hvor Planar 1 er mere ”ren” og opspændt. Det kan man sagtens give Essential III smæk for. Ligesom nogen burde lave en bedre samleinstruktion. Men når først Essential III spiller, så tilgiver man den slags petitesser. Pro-ject Essential III er en flot og fremragende pladespiller til pengene – den får vores varmeste anbefaling.
Design
Funktioner
Ydelse
Pris
2.695 kr. Som entrylevel pladespiller kan Pro-Ject III kun matches af Rega Planar 1. Essential III leverer en lidt mere farvet rund lyd.