ElbilerFeaturesTophistorie

Prøvekørt: Renault Megane E-Tech er en af årets mest spændende elbiler

Renault Megane E-tech Electric er en af årets mest spændende elbilsnyheder, og den skuffer ikke efter en tur i bjergene i Andalusien.

En af de elbiler, vi har set allermest frem til i år, er Renault Megane E-tech Electric. I september fik vi lov til at se bilen ind- og udvendigt, men uden at kunne tænde for strømmen. Nu har vi endelig haft mulighed for at køre bilen – og på trods af ekstremt høje forventninger, skuffer bilen ikke.

Megane E-Tech Electric er en elbil i golf-klassen. Den skal altså konkurrere direkte mod Volkswagens ID.3 og Cupra Born. Og i forhold til de to modeller, har Megane en kolossal fordel, nemlig styresystemet. Renault har valgt at bruge Android Automotive og det fungerer ganske enkelt bare væsentlig mere smidigt end Volkswagens software. Det vender vil tilbage til.

 

Renault Megane E-Tech er nemlig også pænere end de to konkurrenter. I hvert fald i vores øjne (ja, gulddetaljerne kan fravælges). Instrumenteringen har Renault også ramt helt perfekt. Og så har Megane E-Tech en lille smule længere rækkevidde end ID.3 og – endnu vigtigere – batteriet lades hurtigere op igen. 

Prismæssigt er der stort set ingen forskel mellem Megane E-Tech og ID.3. Skulle jeg personligt vælge mellem ID.3 og Megane E-Tech, er der derfor ingen tvivl om, at jeg ville gå efter franskmanden. Jeg glæde mig meget til at prøve bilen i en længere periode på danske veje, for at se, om den stadig begejstrer.

 

Driver Assist er ekstraudstyr

Udgaven, vi kørte, var Renault Megane E-Tech EV60 Super Charge Iconic. Altså modellen med det største batteri (60 kWh) og den største udstyrspakke. En model der kommer til at stå i små 350.000 kroner herhjemme. Vores valg ville dog være den lidt billigere Techno-udstyrsvariant, som også Renault forventer at sælge flest af. I forhold til Iconic “mangler” den primært gulddetaljerne, lædersæderne og Harman-Kardon-anlægget.

En ting, man lige skal være opmærksom på, er, at driving assist-funktioner ikke er standard i nogen af modellerne. De skal tilkøbes. Den største pakke koster 15.000 kroner ekstra og den vil vi klart anbefale. Den indeholder både 360 graders 3D-kamera, intelligent adaptiv fartpilot, vejbaneassistent, blindvinkeladvarsel og et bakspejl, der er en skærm, der er koblet til et bagvendt kamera.

Renualt Megane E-techEquilibreTechnoIconic
EV40 Standard Charge 130hk266.990 kr.288.990 kr.310.990 kr.
EV60 Super Charge 220hk303.990 kr.325.990 kr.347.990 kr.
Bemærk at priserne er uden driver assist-funktioner. De skal tilkøbes.

Vores anbefalde model er Renault Megane E-Tech Electric EV60 Techno med den største driver assist-pakke. Den fås til en samlet pris på 340.990 kroner. Det er et par tusinde kroner billgere end ID.3 med samme bestykning. Men det er altså 25.000 kroner dyrere end Cupra Born High-varianten med 20-tommer alufælge og tilsvarende teknologi ombord. Vi har endnu til gode at køre Cupra Born, men Megane har forlængst overhalet ID.3 på vores karakterskala.

 

På tur i bjergene

Prøvekørslen af Megane E-Tech foregik i det utroligt smukke Andalusien i det sydlige Spanien. For en god ordens skyld skal det nævnes, at Renualt betalte for turen, som det er kotume ved disse arrangementer.

Renault havde arrangeret to ruter, vi skulle køre. Den første etape gik fra Marbella til byen Antequera. En tur på 134 kilometer i omkring 23 graders sol. Antequera ligger 631 meter over havets overflade og turen dertil foregik både gennem by, på motorvej og en hel del på snævre små veje i bjergene. En tur, der skulle tage små to en halv time.

Renault Megane E-Tech
Første rute var på 134 kilometer fra Marbella til Antequera.

Efter de første 130 kilometer havde vi 61 procent tilbage på batteriet, hvilket må siges at være godkendt, da det gik opad det meste af tiden. Turen hjem var kortere (88 kilometer) og turen ned fra bjerget hjalp på forbruget. Der var 42 procent tilbage på batteriet, da vi slukkede for strømmen hjemme i Marbella. Der var knapt 200 kilometer tilbage på batteriet og vi havde brugt i gennemsnit 15,2 kWh per 100 kilometer. Det er ganske fine tal, som blandt andet skyldes, at Megane E-Tech er en utrolig let elbil. 

 

Bilen vejer bare omkring 1.600 kilo, hvoraf batteriet står for de 400 kilo og motoren bare 145 kilo. Det er altså 2-300 kilo lettere end VW ID.3. Ret imponerende ingeniørarbejde.

Mens DC-lynladning på op til 130 kW måske ikke lyder direkte imponerende, har Megane E-Tech en interessant lille detalje, som ingen andre elbiler kan tilbyde. Bilen kan nemlig lade med en effekt på op til 22 kW på AC-ladere. Andre topper ved 11 kW. Og det er netop 22 kW ladere, der er flest af i eksempelvis byerne. Det giver en fin lille fordel, hvis du må oplade på en af disse.

 

Lille bil med god plads

Al den tunge elektronik er i øvrigt placeret i fronten. Det betyder, at Renault Megane E-Tech er forhjulstrukken – i modsætning til ID.3 og Cupra Born. Det betyder også, at bilen ikke har nogen “frunk” under kølerhjelmen. Til gengæld er der rigtig god plads i kabinen og i bagagerummet, hvor der kan være hele 440 liter med sæderne oppe. Det er godt i klassen.

Megane E-Tech er en forholdsvis lille bil. Den er bare 4,2 meter lang og 1,5 meter høj. Hjulene er placeret helt ude i hjørnerne og batteriet ligger lavt. Det gør bilen rigtig sjov at køre. Den er rap og ligger stabilt på vejen. Her er en bil, man selv kører.

 

Renault Megane E-Tech Electric
Bagsædepladsen er okay. Men man skal ikke være meget mere end 190 cm høj for at løbe i problemer.

På trods af dimensionerne er der fint med plads i kabinen, i hvert fald på forsæderne. Der er i teorien tre bagsæder, men det midterste sæde er ikke specielt attraktivt – det er smalt. Vi ville i hvert fald nødigt sidde der på langtur. Med hensyn til benplads er den som i lignende biler i Golf-klassen. Fin, men langt fra overdådig. 

Højden kan til gengæld blive en udfordring. Undertegnede er bare 177 centimeter høj og jeg havde omkring 4-5 centimeters frirum mellem månen og loftet. Jeg kan forestillig mig, at personer over 190 centimeter vil få problemer på bagsædet.

Fremragende brugerflade

Renault har som nævnt valgt at basere bilens software på Google Automotive, der er dybt integreret i bilen. Det betyder naturligvis at Google Maps, Google Play og andre Google-tjenester er integreret i den store skærm. Men den dybere integration betyder også, at man kan stemmestyre bilens egne funktioner – eksempelvis aircon – via Google Assistant. 

Renault Megane E-Tech Electric
Instrumenteringen i Megane E-Tech er helt perfekt (foto: iNPUT)

Det betyder også, at Google Maps hele tiden kan holde føreren orienteret om forventet batteriniveau ved destinationen. Systemet kan også selv foreslå hvor man kan lade op, hvis man ikke kan nå destinationen på den strøm, der er tilbage på batteriet.

I den udgave, vi kørte i Spanien, kunne Google Assistant endnu ikke tale dansk. Men vores kontakt hos Renault lover højt og helligt, at det kan den, når bilen kommer ud til danske købere i maj måned.

Apropos løfter, så lovede Renault allerede i septemer, at Android Automotive ville få den processorkraft, der var behov for. Det løfte har de holdt. Brugerfladen er vidunderlig hurtigt og det er smidigt at komme rundt i menuerne. Der er ingen ventetider eller nedbrud, som jeg har oplevet hos andre bilmærker. Det er præcis lige som det skal være.

I øvrigt skal det nævnes, at man sagtens kan vælge at benytte Apple Carplay, selv om bilen er Google-baseret. I modsætning til f.eks. Polestar, hvor Google er den eneste mulighed. CarPlay-forbindelsen er endda trådløs – og der er naturligvis mulighed for at oplade mobilen trådløst også.

Sådan skal den ged barberes!

Selve instrumenteringen har Renault også klaret til UG. Alle væsentlige funktioner kan betjenes direkte fra området omkring rattet. På rattets venstre side sidder alle førerassistent-funktionerne. På højre side multimedier. Niveauet af regenerering styres af to vinger bag rattet og man kan vælge køretilstand (comfort, sport, eco og personlig) via en stor knap direkte på rattet.

Det er kun, når man skal dybere ned i systemet, at skærmen er nødvendig. Man føler, at man har rigtig god kontrol over bilens systemer, når man sidder bag rattet. Her har Renault simpelthen sat barren for, hvordan sådan en ged bør barberes.

Turen i Renault Megane E-Tech var simpelthen en fornøjelse. Det bliver spændende at se, om den klarer sig lige så godt herhjemme, hvor temperaturen (ofte) er lavere og vi har bedre tid til at lede efter de små irritationsmomenter, der må være. Vores forventninger til bilen er i hvert fald ikke blevet mindre efter turen til Andalusien.

Se også vores video fra turen her:

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.