Hvis der er én ting, verden ikke har brug for, så er det flere zombie-serier. Men er der en ting, som vi godt kunne bruge, så er det en serie, der giver de fortærskede zombiklicheer et skud lige i hjernebarken. Og netop derfor så falder Santa Claritas solbeskinnede forstadsidyl, der forstyrres af lidt underspillet kannibalisme, på et meget tørst sted.
Sig ikke z-ordet
Evighedsserien The Walking Dead kører efterhånden i cirkler og har gjort zombierne til et baggrundstapet i en soap-opera om forfærdelige mennesker, der gør forfærdelige ting, samtidig med at den i en lige linje fra George Romeros første zombiefilm har slået zombie-mytologien fast med syvtommer-søm. Søm som The Santa Clarita Diet smider over skuldrene med et fnys.
Måske er The Santa Clarita slet ikke en zombie-serie. Z-ordet bliver nævnt et par gange, men ellers afviger serien både fra den fasttømrede mytologi og fra alle de fortælletekniske genreklicheer. Fælles for stort set alle zombiefortællinger er, at ingen af de medvirkende nogen sinde har set en zombiefilm før. Men da Sheila Hammond spilet af Drew Barrymore stopper med at have en puls og udvikler en meget specifik appetit, opsøger familien straks nørden i nabohuset, der kan sætte et par ting på plads.
Og således handler The Santa Clarita Diet ikke om zombiapokalypsen eller hovedpersonernes indbyrdes forhold mens samfundet omkring dem går under, i stedet er Sheilas forandring en slags midtvejskrise og serien handler om familiens forsøg på at holde sammen og klare krisen i fællesskab. I modsætning til andre zombiefortællinger er Sheilas forvandling ikke præget af hjernedød og hurtigt kropsligt forfald, til gengæld opdager familien Hammond, at den før så hæmmede hausfrau Sheila giver slip og får en fornyet appetit på livet og, nå ja, menneskekød. Men da moralen ikke forsvinder sammen med hæmningerne handler serien også om, hvordan familien skal opfylde Sheilas nye behov for næring uden at afstedkomme massemord på uskyldige eller tiltrække sig opmærksomhed. Noget der ikke bliver nemmere af at naboerne i det intetsigende idylliske Santa Clarita-villakvarter på begge sider er politibetjente.
Livet som udød er ikke uden fordele
The Santa Clarita Diet har sin egen zombiemytologi, som låner lidt fra vampyrmyter og gør det at være udød til noget, der ikke er ubetinget skidt. Den hæmmede middelklasse-mor Sheila får nyt mod, ny lyst på om ikke livet som sådan så på tilværelsen og både fornyede kræfter og energi. Så spørgsmålet i serien bliver også, om man skal prøve at leve med de nye muligheder og uheldige bieffekter, eller om der skal findes en kur – eller om Sheila i sidste ende må lade livet (igen) for at beskytte familien. Hvad de når frem til, skal ikke afsløres her. Blot at rejsen er interessant og svarene ikke nødvendigvis er de, man ville forvente af genren.
Det er også en befrielse, at The Santa Clarita Diet på overfladen er et forstadsdrama blot tilsat mytologi og gavmilde mængder af blod, men også her drejer væk fra forventninger og klicheer. Der er lagt op til masser af konflikt mellem den stærke – og en lille smule døde – Sheila og hendes mand Joel. Men det sympatiske ejendomsmægler-par finder ud af det, og i stedet for konstant indbyrdes strid, så er familien præget af kærlighed og et ønske om i fællesskab at løse deres noget unikke problemer. Joel Hammond spilles fremragende af Tomothy Olyphant, der måske nok har vist masser af lune (f.eks. i FX’ forrygende Justified), men her lægger actionhelterollen på hylden og i stedet spiller en mand, der omgivet af alpha-male naboer og en hustru, der i den grad tager teten, i stedet prøver at være støttende og hjælpsom, selvom det ikke altid er nemt (”Jeg har det som om du er Batman og Robin … og jeg er Alfred”).
Olyphant er stadig muskuløs lækker med hovedrollepotentiale, men ser her ud til at have det helt fint som nummer to – men vigtigt for serien er, at selvom det er Sheila, der lider af et tilfælde af død og har en stærkt forøget libido, så er der tale om et partnerskab, hvor også Joel prøver at se forandringens lyse sider (bl.a. førnævnte libido) og ellers hjælpe sin hustru med at overvinde de negative.
The Santa Clarita Diet er også familieidyl og forstadsdrama
Familien Hammond indbefatter også teenagedatteren Abby, der spilles formidabelt fint af 21-årige Liv Hewson, som kommer til tåls med familiens nye virkelighed i selskab med den småforelskede nabonørd Eric (Skyler Gisondo, der har haft mindre roller i Amazing Spider-man og Vacation). Noget der kunne have været kedeligt teenageoprør og kærlighedsdrama bliver i stedet en fin sidehistorie om en stærk teenager, der ikke er bange for at handle, og som egentlig godt kan håndtere, at hendes mor kommer til at slå et par mennesker ihjel, men til gengæld har det stramt med at hendes forældre har hemmeligheder for hende. Den handlekraftige og stærkt sarkastiske Abby er en fornøjelse, og hun har flere af seriens bedste scener – f.eks. i sidste afsnit hvor hun kørt ud på sidelinjen af den bogligt begavede Eric og en knastør børnehadende forsker spillet af Portia de Rossi (Ally McBeal, Arrested Development) både demonstrerer stort mod, selvopofrelse og en villighed til at køre en practical joke helt ud.
Serien er skabt af Victor Fresco, der blandt andet producerede en anden forstads-komedie Evening Shade med Burt Reynolds i hovedrollen og har skrevet for Andy Ritchter (Conan O’Briens talkshow-partner), My Name is Earl, og som var ophavsmand på den kortlivede men knivskarpe Better of Ted.
Små portioner der efterlader os sultne efter mere
Birollerne bl.a. som de to politibetjente, der hader hinanden og hinandens konkurrerende politiafdelinger, samt deres hustruer, er også befolket med dygtige folk, og derudover byder serien på fine gæster som bl.a. førnævnte Portia de Rossi, Nathan Fillion (Castle, Firefly), Andy Richter og Patton Oswalt (King of Queens, Agents of S.H.I.E.L.D.). Fantastiske folk, som man gerne vil se mere til, men som samtidig efterlader god plads til at lade Barrymore, Olyphant og Hewson skinne. Og det gør de i en grad, der gør de 10 korte afsnit absolut binge-værdige, og i hvert tilfælde giver denne anmelder abstinenser og en længsel efter en sæson 2.
Gerne snart.