iPhone 12 kan være forsinket helt hen mod slutningen af året. Det mere end antyder firmaet Qualcomm, der blandt andet leverer chipset til Android-telefoner og modems til iPhone, i forbindelse med deres seneste regnskab.
Firmaet fortæller, at det indeværende kvartal, der løber fra juli til september, vil blive ramt økonomisk på grund af forsinkelsen af en flagskibs 5G-telefon. Helt konkret sagde regnskabschefen Akash Palkhiwala, at en ordre på 5G-chips, der skulle have været leveret i september, først skal leveres sidst på året.
Qualcomm nævner naturligvis hverken Apple eller iPhone ved navn, men iPhone er per tradition den eneste af de ”store” smartphones, der bliver lanceret i september. Af gode grunde holder konkurrenterne sig væk i den måned.
Det er mindre end en uge siden at rygtesmedene hævdede, at Apple ikke ville udskyde lanceringen af iPhone 12, men holder fast i september. Det kan dog tænkes, at selve præsentationen af de nye iPhone 12-modeller vil foregå i september, mens selve telefonerne rent fysisk først kommer i handelen langt senere.
Det er ikke en uhørt strategi fra Apple. Tværtimod. iPhone X blev præsenteret i september 2017, men kom først i butikkerne til november.
Apple forventes at annoncere hele fire nye iPhone-modeller i år. Alle med 5G-understøttelse, takket være Qualcomms modems.