Raspberry Pi Foundation har netop præsenteret sin seneste model, Raspberry Pi 400, der er en ARM-baseret minicomputer, der er bygget ind i et tastatur. Tilføj en skærm og en mus, så har du en komplet computer til at løse lettere opgaver. Der er bare én hage: Tastaturet fås ikke med danske taster.
Den lille Raspberry-computer med den lave pris har i de sidste år været yderst populær hos gør-det-selv-folket, der bruger computeren til alt fra skrivebordscomputer over server og mediecenter til knudepunkt for hjemmets intelligente enheder.
Lige siden den første Raspberry Pi computer kom på gaden i 2012 har der hængt en duft af nørd omkring den. Det håber Raspberry Pi Foundation at kunne lave om på med den nye udgave, der skal virke mere … indbydende … end det tidligere “printplade format”.
Raspberry Pi 400 sælges endda i et samlet kit med mus, strømforsyning, microSD-kort, HDMI-kabel og introduktionsbog (se billedet øverst) for at lokke de mindre computerkyndige ombord.
Som vanlig er den nye udgave forholdsvis billig. Køber man tastatur-computeren alene, koster den 69 euro (515 kroner), mens det samlede kit, som er nævnt ovenfor, står i 98 euro (730 kroner). De kan blandt andet købes i Tyskland .
Herover en lille introvideo fra Raspberry Pi Foundation. Du kan læse mere om computeren her . Og herunder specifikationerne på den klejne computer:
1.8 GHz quad-core ARM Cortex-A72 CPU 4 GB LPDDR4-3200 RAM VideoCore VI Grafik (OpenGL ES 3.1, Vulkan) 4kp60 HEVC decode Gigabit Ethernet 2 x USB 3.0 og 1 x USB 2.0 Port 2 x microHDMI Ports (1 x 4kp60 eller 2 x 4kp30) USB-C Port til strømforsyning til 5 V / 3 A Raspberry Pi kompatibel 40 Pin GPIO-stik Kensington Lock