Siden starten af april måned har Rejsekort app været tilgængelig for de få heldige. Men nu er sluserne åbnet og app’en klar til at tage imod alle de danskere, der måtte have have lyst til at bruge den. App’en fungerer som et alternativ til Rejsekortet i plastik.
“Med Rejsekort som app kan du købe billet til hele turen med kollektiv transport med et swipe på telefonen, og du kan lade det fysiske Rejsekort blive derhjemme i skuffen. App’en er klar til alle danskere over 18 år,” skriver Rejsekort & Rejseplan A/S.
Rejsekort app registrerer automatisk, hvilket stoppested eller station rejsen starter og slutter på. Skifter du transportmiddel undervejs, skal du ikke checke ind på ny. App’en reducerer risikoen for at glemme at checke ud, da den både kan minde dig om at checke ud og alternativt checke ud for dig, når rejsen er slut.
– I 2023 blev der foretaget 176 millioner Rejsekort-rejser med kollektiv transport på tværs af Danmark – og fra i dag kan vi tilbyde alle kunder over 18 år at rejse med vores Rejsekort som app. App’en har været enormt efterspurgt, og derfor er det en stor glæde endelig at få den ud til danskerne, siger Tina Hørbye Christensen, adm. direktør hos Rejsekort & Rejseplan A/S.
Hunde og cykler skal bruge plastik
Rejsekortpriserne er uændrede. Man får samme rabatter, som man er vant til, hvis man er mellem 18 og 25 år eller er 67 år eller derover. Rejser betales automatisk én gang i døgnet med enten MobilePay eller betalingskort. Har du optjent rabat på Rejsekort som kort, kan du overføre rabattrinnet til Rejsekort som app.
De kommende år vil der blive tilføjet flere funktioner til appen. I 2025 kan børn også checke ind med et swipe, ligesom eksempelvis personer med handicap og førtidspensionister vil kunne rejse med den rette rabat. Derudover bliver det i 2025 også muligt at checke medrejsende, hunde og cykler ind.
Plastikkortet udfases
På sigt er det meningen, at plastikkortet skal udfases. Men præcis hvornår er endnu ikke fastlagt.
– Vi ved, at der er en gruppe af vores nuværende Rejsekortkunder, som af forskellige årsager ikke har mulighed for eller ønsker at bruge en app. Den gruppe kan fortsætte med at bruge Rejsekort som kort. På sigt bliver Rejsekort som kort udfaset, da det er ved at have nået sin teknologiske levetid og er dyrt og besværligt at vedligeholde. Vi udfaser ikke kortet, før vi har et godt alternativ på plads for dem, som ikke kan bruge appen, understreger Tina Hørbye Christensen.
Læs mere om Rejsekort app: