COVID-19-pandemien er gået hårdt ud over bilbranchen – i et omfang som slet ikke kendes endnu. I marts måned blev der indregistreret det mindste antal biler i Danmark i syv år. Men det går fortsat godt for elbilerne; i marts måned kom der 1.114 nye elbiler ud på de danske veje. Det er en fordobling i forhold til marts sidste år og det højeste antal siden december 2015.
Også plug-in hybridbilerne fortsætter de gode tendenser, trods den generelle opbremsning i bilsalget. Der er således blevet indregistreret 649 nye plug-in’er i marts 2020, hvilket er 66 procent flere end i marts 2019, hvor der kom 391 nye plug-in’er.
I alt er der altså kommet knapt to tusinde nye, grønne biler på de danske veje i marts måned – ud af i alt 15.184 nye personbiler. Det viser de seneste tal fra De Danske Bilimportører .
Tesla var (endnu engang) købernes forestrukne mærke; der kørte 750 nye Teslaer ud fra forhandlerne. Volkswagen er nummer to med 113 biler fordelt på e-Up og e-Golf.
Mærke Antal Tesla 750 Volkswagen 113 Hyundai 70
Top 3 over solgte elbiler i marts 2020. Corona rammer hårdt Ikke siden marts måned i 2013 er der blevet indregistreret færre nye biler i Danmark og De Danske Bilimportører advarer endda om, at coronakrisens fulde virkning ikke er set endnu. De aktuelle tal for marts er nemlig de faktiske leveringer af biler og de er ikke helt påvirket endnu – mange kunder har modtaget biler, der blev bestilt inden krisen.
– Med den nuværende ordreindgang, ser vi desværre ind i store udfordringer for bilimportørerne og i øvrigt også for vores forhandlere de næste måneder, siger direktør for De Danske Bilimportører, Gunni Mikkelsen.