For andet år i træk løber Renault med titlen som Car of the Year, kåret af 60 uafhængige motorjournalister fra 23 forskellige lande. Sidste år vandt Scenic E-Tech titlen, i år er det Renault 5 E-Tech der modtager hæderen.
Den lille charmetrold vandt foran Citroën ëC3, Kia EV3, Hyundai Inster, Dacia Duster, Cupra Terramer og Alfa Romeo Junior, der også var i finalefeltet.
– I Renault Group, i Renault og Ampere er vi ekstremt stolte over at have vundet den prestigefyldte titel Car of the Year for anden gang i træk. Renault 5 E-Tech Electric er en sand game changer i Europa. Hvis der er en bil, der har potentialet til at transformere elbilsmarkedet, så er det denne her, siger Fabrice Cambolive, CEO Renault brand, i forbindelse med kåringen.
Så sent som mandag morgen blev de danske priser på Renault 5 offentliggjort. Med priser fra 184.990 kroner lægger den pres på konkurrenter som Hyundai Inster, Mini Cooper og MG4.
R5’eren vandt selv om den danske dommer, Søren W. Rasmussen fra FDM, ikke havde den lille franskmand på førstepladsen. De højeste point fra Danmark faldt i stedet på Kia EV3, der kom ind på en flot andenplads.
# Model Point 1 Renault 5 E-Tech / Alpine A290 353 2 Kia EV3 291 3 Citroën ëC3 215 4 Hyundai Inster 172 5 Dacia Duster 168 6 Cupra Terramer 165 7 Alfa Romeo Junior 136
Det var faktisk kun to af de hollandske motorjournalister, der gav topkarakteren 10 til Renault’en. Men også Belgien, Luxemborg, Polen, Schweiz og England er glade for bilen, og gav den 9. Den komplette karaktergivning til de forskellige modeller kan ses på caroftheyear.org .
Andre Renault-modeller, der gennem tiden har vundet, er: Renault 16 (1966), Renault 9 (1982), Clio I (1991), Scenic (1997), Megane (2003), Clio II (2006) og Scenic E-Tech Electric (2024).
Video med indtryk fra vores første køretur i R5.