Renault Scenic E-tech Electric bliver den næste elbil fra Renault. Franskmændene er ved at gøre klar til at vise produktionsudgaven af familiebilen – det kommer til at ske under bilmessen i München den 4. september.
Renault har i første omgang udsendt ovenstående teaserbillede af bilen. I løbet af sommeren begynder Renaults ingeniører at køre de første camouflerede testbiler på offentlig vej.
Der er også frigivet studiebilleder af bilen, men den er pakket ind i camouflage, der altså først ryger af til september.
Slægtskabet med Megane E-tech er tydeligt. Scenic blev introduceret i 1996 og siden har fire generationer afløst hinanden. Senest Scenic IV i 2016. Bilen startede som en MPV, men nu ser det ud til, at den bliver en lille SUV.
Vi ved endnu ikke hvad Scenic E-tech electric vil rumme af teknologi. Men vi ved, at den er baseret på CMF-EV platformen, ligesom Megane E-tech og Nissan Ariya.
Allerede i maj sidste år viste Renault et koncept af Scenic E-tech under navnet Scenic Vision. Her hed det sig, at bilen ville komme på markedet i 2024. Konceptudgaven var udrustet med 215 hestes motoren fra den kraftigste Megane E-tech og det er nok ikke helt usandsynligt, at produktionsudgaven får samme motor.
Den elektriske udgave vil på et senere tidspunkt få en søster med Renaults interessante brint-hybrid teknologi. Grundlæggende er der tale om en elbil, der også er udstyret med hydrogentank. Ved hjælp af en en lille brændselscelle forvandles hydrogen til elektricitet, der enten ledes til bilens batteri eller direkte til fremdrift under kørsel.
Brændselcellen kan levere op til 15 kWt i timen og hydrogentanken kan fyldes på 3-5 minutter. Renault mener, at det vil fordoble rækkevidden. En bil med et 40 kWt-batteri, som eksempelvis Renault Megane E-Tech Electric EV40, vil altså kunne få en rækkevidde på op til 700-800 kilometer.