Nyhedsbureauet Reuters skriver, at franske Renault skal splittes op i to selskaber. Det ene skal være et rent elbilsfirma, mens fossilbilerne placeres i det andet. Samtidig vil kinesiske Geely, der ejer blandt andet Volvo og Polestar, købe sig ind. Men det bliver i fossildelen, skriver Reuters.
Der foregår i øjeblikket forhandlinger med flere partnere, som kan være ved at gå ind i forbrændingsvirksomheden. Ifølge Reuters handler det ud over Geely også om det saudiske olieselskab Aramco.
Nissan, der er Renaults samarbejdspartner, vil ikke gå ind i fossilmotor-divisionen, fortælles det videre.
Oplysningerne er ikke officielt bekræftet af Renault, men bilmærket samarbejder allerede med Geely i Sydkorea, og den kinesiske koncern ejer cirka 34 procent af aktierne i Renault-Samsung Motors. Det står allerede klart, at nogle Renault-modeller vil bruge Geelys CMA-platform, som Volvo XC40 er baseret på.
Den nye elbil-division får sandsynligvis navnet “Ampère”. Renault forventer at divisionen får 10.000 ansatte og børsnoteres i andet halvår af 2023.
Ifølge mediet vil Renault afsløre planerne om at Renault skal splittes op senere på efteråret.
Renault er i disse uger ved at gøre klar til at sende elbilen Megane E-Tech Electric ud til kunderne. Den er allerede forudbestilt af mere end 1.000 danskere.