TeknologiTophistorie

Reparatør: Priserne på mobil-reparationer holdes kunstigt dyre

Alt for mange producenter gør det unødvendigt dyrt at reparere teknik som mobiltelefoner, mener dansk kæde af tech-reparatører.

Elektronisk affald, e-affald, som det ofte betegnes, anslås på verdensplan at udgøre 74 millioner tons i 2030, knap en fordobling fra 2014. Af de mange tons bliver kun 18 procent behandlet og genbrugt korrekt. En telefon har i Danmark en gennemsnitlig levetid på 18 måneder, men det tal kan nemt firedobles, mener dansk kæde af tech-reparatører.

Jakob Højland, der er administrerende direktør hos GreenMind, der reparerer mellem 100-200 stykker elektronik om dagen, giver producenterne skylden.

 

– Det er helt hul i hovedet, at den teknologi, vi bruger hver dag, og som bliver produceret af sjældne og begrænsede ressourcer, samtidig også bliver gjort kunstigt dyrere at reparere og holde i live. En fingeraftrykssensor eller en glasskærm behøver ikke koste alverden i reservedele, men når producenterne fastholder særlige aktiverings- og godkendelsesprocedurer af hardwaren, så bliver det monopolistisk og dyrt for samfundet, siger Jakob Højland.

Fra producenternes side er argumentet sikkerhed, når eksempelvis et kameramodul eller fingeraftrykssensor skal skiftes. Telefoner indeholder så store mænger personlig og biometrisk data, at en uautoriseret udskiftning udgør en sikkerhedsrisiko, men det argument har andre brancher allerede tilbagevist.

 

Biler først – mobiler som det næste

I 00’erne forsøgte store bilmærker at monopolisere autoværkstederne ved hjælp af computergodkendelse af bilsystemer og reservedele. Det satte EU en stopper for – og Jacob Højland mener, at der igen skal politisk handling til.

– Jeg kan sagtens bakke op om, at der skal være en kontrol med elektronikken og den data, den beskytter, men alle reparatører og værksteder bør kunne kvalificere sig til adgang til værktøjerne. Det afgjorde EU var sikkert for biler, og det samme bør ske for reparatører af forbrugerelektronik, mener Jakob Højland.

Han henviser til Frankrig og Østrig som forbilleder. Frankrig har fra i år indført et obligatorisk reparationsindeks for forbrugerelektronik, mens Østrig har sænket skatten på reparationer. EU har allerede fokus på problemet; sidste år blev der fremsat et lovforslag, der kræver af producenter, at produkter, der skal sælges i Europa, skal kunne holde længere, kunne repareres og genbruges.

 

Henrik Rafn, direktør fra Techsave, som specialiserer sig i at redde væskeskadet elektronik, mener at de dyre reparationer er skyld i et enormt ressourcespild og udgift for miljøet.

– Til trods for at et næsten enigt Folketing stemte for en CO2-reduktion på 70 procent frem mod 2030, så sker der utroligt lidt på den her front. Vores tal viser, at hvis man reparerede 80 procent af væskeskadede elektronikenheder, ville vi kunne spare klimaet for 11.000 tons CO2 årligt. Det er da et godt sted at starte, men det kræver noget vilje, noget nudging og nogle politikere og forbrugere, der stiller reparationer og genbrug som et krav.

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.