Der er kun én opgave i haven, der er værre end at klippe græs; at få bugt med ukrudt. Men nu er hjælpen på vej. En jysk ingeniør har bygget en robot, der fjerner ukrudt mens du sover. Den mobile robot kan fjerne snavs, alger, mos, affald, blade, sne og endda is.
– Robotten eliminerer behovet for kemikalier eller varme, fordi dens børster klarer arbejdet. Og fordi den er autonom, leverer den en kontinuerlig service 24-timer i døgnet – sommer og vinter, siger Alf Olsen, CEO og stifter af O-Robotics , som står bag robotten.
Med støtte fra Odense Robotics StartUp Fund tager projektet nu fart, men fokus er i første omgang rettet mod kommercielle kunder som forlystelsesparker og større organisationer. Robotten, som er døbt AMR-Sweeper, har nemlig potentiale til at revolutionere vedligeholdelsen af de anslåede 2,5 milliarder kvadratmeter udendørs belægningsareal i Danmark. Hvor arbejdet i dag kræver manuel indsats, kan robotten udføre opgaverne autonomt, bæredygtigt og døgnet rundt.
Alf Olsen justerer på AMR-Sweeper. Efterspørgslen efter robotten er allerede stor, og flere af Danmarks største attraktioner – fra forlystelsesparker til zoologiske haver – står klar til at teste den første prototype, oplyses det.
– I stedet for at sidde i et laboratorium i tre år og programmere, vil vi forbedre algoritmen løbende. Hvis robotten sidder fast ved en vanskelig forhindring, kan vi fjernstyre den, indtil vi har optimeret algoritmen, forklarer Alf Olsen.
De første tests vil blandt andet blive udført på Teknologisk Institut, nu hvor O-Robotics er en del af robotinkubatoren. Det giver virksomheden adgang til både ekspertviden og netværk. Alf Olsen understreger, at det er en kolossal fordel at være en del af Danmarks stærke robotteknologi-miljø.
Næste skridt bliver at finde investorer, der kan løfte AMR-Sweeper til den næste fase, fortæller Alf Olsen.
Præcis hvornår robotten kan være klar til at fjerne ukrudt i private danske – og udenlandske – haver, er endnu uvist. Men jeg taler vist for de fleste haveejere, når jeg siger, at den ville være et velkomment supplement til robotplæneklipperen.