Ja, hvorfor ikke? iRobot, der står bag den populære Roomba-støvsugerrobot, arbejder på en udgave med arme, der skal kunne hjælpe med både opvask, vasketøj og andet forefaldende arbejde. Det skriver nyhedsmediet Bloomberg, der har fået en snak med firmaet på CES-messen.
Colin Angle, der er direktør for iRobot, fortæller til mediet, at protyper på en robotstøvsuger med arme allerede kører rundt i udviklingsafdelingen, men at den næppe vil nå ud til forbrugerne de første fem år.
iRobot er ikke på helt bar bund, når det handler om robotter med arme. Firmaet har tidligere udviklet robotarmsteknologi til enheder, som er udviklet til det amerikanske militær. Den del af butikken blev solgt fra i 2016, men iRobot beholdt arm-teknologien i skuffen. Siden har firmaet arbejdet på at finde ud af, hvordan teknologien skal bruges til forbrugerprodukter, fortæller Angle.
Fremskridt inden for computersyn og robotters evne til at kortlægge kundernes hjem har åbenbart givet ingeniørerne nye, gode ideer, de kan arbejde med.