GamingTastaturer og mus

Roccat Horde AIMO

Der findes et hav af gaming tastaturer på markedet - Roccat Horde placerer sig i middelklassen, men der er for meget der trækker ned.

Roccat Horde AIMO hedder Roccats seneste bud på et gaming keyboard. På papiret er det et godt keyboard med masser af avancerede funktioner og et design, der skriger “gaming”, og egentlig er det første indtryk udmærket: Designet virker solidt, selv om det også er en smule plastikagtigt – eller faktisk meget plastik. Det er som sådan ikke en katastrofe, men det undrer lidt at håndledsstøtten også bare er ren plastik – det ville være rart med et noget blødere materiale. I hvert fald er det ikke særligt behageligt i længden.

Gode taster

Kvaliteten af et keyboard er ofte lig kvaliteten af tasterne og hvordan de føles at bruge. Det er især sandt med gaming keyboards, og her rammer Roccat nogenlunde plet. Tasterne føles fint under fingrene og de har ret store fordybninger, hvilket gør at man sjældent rammer forkert. Der er også en lille bule ovenpå W, ligesom der er på F og J (Hvilket er det normale). Det gør, at det er let at få fingrene tilbage på plads under spil.

 

Eftersom tastaturet er bygget med membraner er der ikke meget støj når man taster. Sidder man et sted hvor det er et problem at larme er det selvfølgelig et kæmpe plus – for generelt har gamertastaturer en tendens til at larme voldsomt.

Når det er sagt er der ret langt op til den følelse af umiddelbar og kontant feedback man får fra de mere klassiske tastaturer fra eksempelvis Steelseries Apex serie. Det er ikke en katastrofe, men hvis du er vant til den hårdere feedback vil dette føles lidt fesent – og mere som et traditionelt tastatur end et gamingtastatur. Til gengæld er der en fin præcision, og man kan stole på at når man trykker på en tast leverer den resultatet. På intet tidspunkt er jeg i tvivl om, om jeg har trykket hårdt nok.

 

Et underligt hjul

Hjulet der sidder i øverste højre hjørne af keyboardet kunne egentlig være en fin detalje. Eksempelvis kan det bruges til at scrolle ned ad en side. Men efter at have brugt det i nogle dage opgiver man – dels fordi det simpelthen er lettere at bruge musen, dels fordi det er super upræcist – man hopper altid for langt eller for kort på siden. Man kan også tilpasse eksempelvis lydstyrke og lysstyrke på hjulet, hvilket er en smule mere praktisk anvendeligt, men også i kategorien “nice to have” og ikke “need to have.”

Fin software

I venstre side af Roccat Horde finder du fem makrotaster, der kan programmeres til alt hvad du måtte have lyst til. Det er nogenlunde standard og en fuldstændig identisk opbygning i forhold til, hvad vi har set fra konkurrenterne. Softwaren hvori de fem taster programmeres hedder SWARM er let at finde rundt i og giver mulighed for at programmere alle taster stort set som man har lyst. Der er også en del funktionalitet der er… Skal vi kalde det “overflødig fyld”? Det er ikke som sådan skidt at man kan sætte feedback lyden til “scifi”, men i realiteten nok ikke noget, nogen vil bruge – i hvert fald ikke i mere end tre minutter.

Til gengæld er det i softwaren også muligt at programmere baggrundsbelysningen i seks zoner hen over keyboardet. Farverne er reelt set bare staffage, men er du til den slags er det selvfølgelig fint, og det er rart nok om natten. Lysstyrken er til gengæld ikke imponerende, så i dagslys er der ikke meget at kigge på. Især set fra en lidt skæv vinkel kan det være svært at se lyset i bogstaverne. Igen, det er ikke en katastrofe og langt de fleste “seriøse” spillere ved, hvor tasterne ligger og kigger aldrig på tastaturet alligevel – men det er en af de ting, man forventer er i orden på et keyboard, der trods alt koster over 700 kr. Til gengæld er det en fornøjelse, at lyset ikke “bløder” ud imellem tasterne – der er kun lys i selve bogstaverne.

 

Der er bedre konkurrenter

Egentlig er Roccat Horde AIMO et udmærket tastatur, der især vil appellere til dem, der synes andre gamingtastaturer larmer for meget. Men derudover findes der mindst lige så gode bud fra andre producenter – og til priser under de 700 kr. Roccat tager for Horde AIMO. Der er ikke meget “gamer” over Roccat tastaturet i virkeligheden, for alt det der gør det til et gamertastatur kunne fint undværes.

 

Roccat Horde AIMO

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

Pris: 721 kr.

Roccat Horde AIMO har så meget potentiale - men det bliver aldrig forløst, og der findes meget bedre gamingkeyboards på markedet.

 

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.