Som i 1960’erne ser månen ud til at blive mål for et nyt kapløb. Ruslands rumagentur, Roscosmos, fortæller i en pressemeddelelse, at de vil bygge en månekolini inden 2040. NASA, derimod, lover at de vil have kontinuerlig menneskelig tilstedeværelse omkring månen inden for et årti.
Det er efterhånden adskillige år siden at et menneske sidst gik på månen og det amerikanske valg, der blev plantet i slutningen af 1960’erne, er stadig det eneste territoriale flag på månens overflade. Men både USA og Rusland har nu fået fornyet interesse for at få mennesker tilbage til månen. I en pressemeddelse fortæller det russiske rumagentur, Roscomos, at de vil iværksætte en trepunktsplan, der skal munde ud i en permanent base på månen.
“Menneskenes interesse for månen er først og fremmest forbundet med det faktum, at unikke regioner med gunstige betingelser for opbygningen af månebaser blev opdaget på satellitten. Gennemførelsen af månens program vil blive afholdt i flere faser indtil 2040,” skriver Roscosmos blandt andet.
Agenturet begrunder sin tidslinje med et spændt geopolitisk klima og begrænsede ressourcer som faktorer.
Et stop på vejen
Amerikanske NASA lader derimod til at se månen som et stop på vejen mod Mars. Topchefen Jim Bridenstine har i et interview med The Hill sagt:
“Lige nu bygger vi en rumstation, ‘Gateway’, der kommer til at ligge i kredsløb omkring månen – tænk på det som et genanvendeligt kommandomodul, hvor vi kan have menneskelig tilstedeværelse i kredsløb rundt om månen. Derfra vil vi have genanvendelige landere, der går frem og tilbage til månens overflade. Vi tror, at vi kan nå dette på omkring 10 år, ideen er at bevise evnen, nedsætte risikoen, bevise den menneskelige fysiologi og derefter gå videre til Mars.”
Det “nye” rumkapløb handler naturligvis om at sikre sig adgang til de ressourcer der forventes at være til overflod på månen – og på Mars. Det er bare få dage siden at NASA-robotten InSight landede på Mars som led i en to-årig mission.