Mens der tælles ned til det forventede Apple-event i september, tager rygterne til. Senest er der kommet forlydender om, at Apple Watch Series 7 vil være større end forgængerne – men at både nye og gamle remme fortsat vil kunne bruges. Det skriver MacRumours.
Rygtet stammer fra en bruger ved navn UnclePan på det kinesiske sociale netværk Weibo. Han hævder, at 7-serien vil kunne fås i 41 mm og 45 mm udgaver. Siden Series 4 har størrelserne på Apple Watch været 40 mm og 44 mm.
Er der hold i rygterne, er det faktisk tredje gang Apple Watch skifter størrelse. Da den første udgave blev lanceret, var størrelserne henholdsvis 38 mm og 42 mm. Det blev ændret i 2018, da Apple udstyrede Series 4 med “en 30 procent større skærm”.
Det er ikke mere end et par måneder siden, at den normalt meget pålidelige rygtesmed Jon Prosser fortalte, at Apple Watch Series 7 vil få et mere kantet og fladt design, der lægger sig i halen på iPad Pro og den seneste iPhone.
Det blev fulgt op af Bloombergs Mark Gurman i sidste uge, da han i sin podcast nævnte, at Series 7 vil få “helt nyt design” med et fladere udtryk, opdateret skærmteknologi og (naturligvis) en hurtigere processor.
Han har tidligere i juli skrevet, at skærmen på Apple Watch vil vokse og kanterne omkring den svinde ind. Det stemmer ret godt overens med de seneste rygter.
Series 7 forventes at blive præsenteret på samme event som iPhone 13-modellerne – og det kommer sandsynligvis til at foregå engang i september måned. Der er altså ikke mange uger før vi kan forvente at se en officiel invitation.