Samsungs kommende Galaxy Unpacked event forventes at blive afholdt den 10. august, hvor vi kan forvente at se nye telefoner og smartwatches.
Rygterne har tidligere svirret om et Galaxy Unpacked event i august måned, men nu ser datoen ud til at være lækket.
Et nyt lækket billede på Twitter (@evleaks) peger nemlig på den 10. august som datoen, hvor det sker. Tidspunktet på dagen er dog ikke blevet omtalt.
Samsung har endnu ikke udmeldt en officiel dato, eller hvad vi kommer til at se. Der har dog været mange rygter i de seneste måneder, så lad os tage et kig på, hvad vi kan forvente:
Nye foldbare telefoner
Det forventes at Samsung præsenterer to nye Fold-telefoner under eventet, nemlig Galaxy Z Flip 4 og Galaxy Z Fold 4. Man skal dog ikke forvente de store designændringer, men blot forfinelse.
Flip 4 lyder til at minde en del om forgængeren, men den får dog et større cover display og batteri, samt en mindre tydelig skærmfold.
Hvad angår Galaxy Z Fold 4, lyder den til at få et lidt anderledes billedformat, med en mere firkantet form til den interne skærm og et bredere ydre panel. Skærmfolden også se nogle forbedringer og kameraerne vil modtage nogle opgraderinger.
Læs mere om Galaxy Z Flip 4 her: Samsung Galaxy Z Flip 4 er lækket på nye billeder
Galaxy Watch 5
Galaxy Watch 5-serien siges at bestå af en standard model, samt en premium Pro-version. Classic-modellen er altså væk.
Watch 5 Pro bliver den luksuriøse og store model på 45mm med safirglas, og skelettet bygget i titanium. Watch 5 bliver derimod det billigere alternativ der fås i to størrelse – 40mm og 44mm.
Læs mere om Galaxy Watch 5 her: Nye billeder af Samsung Galaxy Watch 5 og Watch 5 Pro er lækket
Opdatering den 20. juli:
Rygtet var sandt nok. Samsung har bekræftet at de afholder et Galaxy Unpacked event den 10. august.
Læs også: Windows 12 kommer måske i 2024