Det er efterhånden to år siden at Audi e-tron kørte ud på vejene – og i efteråret 2022 planlægger tyskerne at sende opdaterede udgaver af både e-tron og e-tron Sportsback på gaden, melder engelske Autocar. Ifølge mediet vil de opdaterede modeller få markant længere rækkevidde.
Audi e-tron er blandt de mest strømslugende af alle elbiler på markedet, hvilket betyder, at rækkevidden er relativt kort selv om bilen er udstyret med en stor batteripakke. Årsagen er primlært vægten; SUV’en er en ordentlig krabat.
Ifølge AutoCar er formålet med næste års facelift netop at nedsætte forbruget og øge rækkevidden. Modellerne får blandt andet en ny type batteri, mere effektive elmotorer og opdateret elektronik, der bedre kan udnytte den energi, der opstår ved bremsning.
Ifølge anonyme kilder hos Audi øges rækkevidden til mere end 600 kilometer, hvilket i så fald er knapt 50 procent længere end dagens modeller, der kører maksimalt 446 kilometer (WLTP).
Selv om det vil være en ret omfattende forbedring, vil modellerne dog stadig være bygget på MLB-platformen, der egentlig er lavet til forbrændingsmotorer. Mens Audi Q4 e-tron er bygget på Volkswagens MEB-patform vil den model, der går under navnet Audi Q6 e-tron, blive bygget på PPE-platformen, der er udviklet sammen med Porsche til rene elbiler.
Kilder hos Audi fortæller, at Q6’eren udvikles parallelt med den kommende elektriske Porsche Macan, der er planlagt til lancering i 2023.