Et nyt rygte peger på, at Samsung vil lancere en konkurrent til Apples M1 chip. Rygtet stammer fra The Korea Economic Daily.
Ifølge dette nye rygte, har Samsung planer om at lancere en ny og kraftig Exynos SoC, designet til smartphones og notebooks, i anden halvdel af dette år.
De specifikke specifikationer og detaljer vedrørende chippen er ikke blevet nævnt, udover at den vil inkludere en grafikchip produceret i samarbejde med AMD. Ydelsen forventes at være i top, men præcis hvor kraftig den bliver, er som sagt uvist endnu.
”Den nye Exynos chip vil byde på forbedrede funktioner, herunder ekstraordinær computerkraft og batterieffektivitet, ved at bruge en 5-nanometer-teknologi. Den egner sig derfor godt til både laptops og smartphones.” Lyder det fra en anonym industrikilde.
Samsung er dermed ikke de eneste der tager Apples M1 chip alvorligt. Det rygtes nemlig også, at Qualcomm arbejder på en konkurrent til M1 chippen, med kodenavnet “Snapdragon SC8280”.
Apple lancerer med god sandsynlighed efterfølgeren til M1 chippen i år, derfor skal ydelsen i Samsungs og Qualcomms chip bestemt være i top, for at kunne følge med.
Det bliver spændende at se, hvad Samsungs konkurrent til Apples M1 chip byder på.
Læs også: Rapport: Microsoft skrotter Windows 10X