Okay, overskriften er en kende skarpt skåret, men tal viser, at har man først fået en Sonos-højttaler inden for dørene, så er der mere end 60 procents risiko for, at der flytter flere Sonos-produkter ind. Det viser tal, som er blevet offentliggjort af Sonos selv i forbindelse med firmaets ønskede børsnotering. Det er en imponerende brand-loyalitet.
Tallene er interessante fordi det er første gang, vi får et så eksakt indblik i Sonos’ regnskabsbøger. Blandt andet oplyses det, at selskabet har omsat for knapt en milliard dollars i det seneste regnskabsår. Det område, der dækker Danmark, Sverige, Norge og Tyskland stod for 12 procent af omsætningen.
Statistikker fra Sonos egne papirer (klik for større billede). 6,9 millioner Sonos-hjem Det oplyses også, at der per 1. marts 2018 var 6,9 millioner registrerede hjem med Sonos-højttalere installeret – og af disse var der mere end en Sonos-højttaler i 61 procent af tilfældene. Faktisk har 17 procent af hjemmene mere end fem aktive Sonos-højttalere!
Sonos-kunder, der lagde ud med at købe en enkelt højttaler mellem 2014 og 2017 har nu i gennemsnit 2,4 Sonos-højttalere i hjemmet. Og de kunder der købte mere end en enkelt til at starte med, udvidede i gennemsnit med to højttalere mere i samme periode.
Generelt ser det ganske godt ud for Sonos, der solgte 3,9 millioner højttalere i 2017. Siden 2013, hvor der blev solgt 1,3 millioner højttalere, har der været en konstant og jævn vækst.
Vil børsnoteres Oplysningerne stammer fra et papir, som er blevet produceret i forbindelse med ønsket om at blive børsnoteret. Papiret er blevet gransket af freelancejournalisten Owen Williams, der har lagt sine tanker (og et skærmbillede) på Twitter. Hele papiret, der er indleveret til det amerikanske finanstilsyn, SEC, kan læses her .
Sonos har inden for det sidste halve år lanceret flere spændende nye projekter. Eksempelvis har det netop præsenteret til lydbar til de urbane købere (læs vores anmeldelse her ) ligesom der i løbet af 2019 vil komme Sonos-produkter, bygget ind i IKEA-møbler.