Efter knapt tyve års forberedelser lykkedes det sent lørdag aften, dansk tid, for Elon Musks SpaceX at sende to astronauter i kredsløb om Jorden. Det var den første bemandede opsendelse fra amerikansk jord i ni år – og første gang nogensinde, at det blev udført af et privat firma. Senere i eftermiddag ankommer astronauterne til den Internationale Rumstation ISS, hvor de skal opholde sig i de næste mange uger.
Det var andet forsøg på at få astronauterne afsted; en planlagt opsendelse onsdag aften blev aflyst på grund af vejret. Men lørdag klokken 21.22 gik alt glat; Falcon 9-raketten løftede sig over Kennedy Space Center med rumkapslen Crew Dragon på toppen. Omkring 12 minutter senere var kapslen i kredsløb og Dragon 9 vendte tilbage mod Jorden, hvor den landede uden problemer.
Missionen er en milepæl for SpaceX, der har som erklæret mål at sende mennesker ud i rummet og bygge bosættelser på Mars. Missionen er SpaceXs sidste store testflyvning i det program, der er beregnet til at afgøre, om Crew Dragon er klar til at begynde regelmæssigt at transportere NASA-astronauter til og fra ISS i de kommende år.
– De lægger grundlaget for en ny æra inden for menneskelig rumfart. Det er en æra, hvor mere plads vil være tilgængelig for flere mennesker end nogensinde før, sagde NASA-administrator Jim Bridenstine umiddelbart inden opsendelsen.
Efter planen skal Crew Dragon dokke med den Internationale Rumstation klokken 15.26 søndag eftermiddag – og også den del af missionen kan følges live . Astronauterne skal opholde sig på ISS mellem 6 og 16 uger. NASA har endnu ikke besluttet præcis hvornår Crew Dragon og astronauterne skal tilbage til Jorden. Følg missionen live her: