Rygterne om en opdatering til OnePlus 5 har svirret ganske længe, men her til aften (dansk tid) blev det så endelig officielt: OnePlus 5T er lanceret. Og ganske som ventet er det en telefon, der ligger sig tæt op ad konkurrenternes topmodeller.
18:9 skærm – selvfølgelig
En af årets helt store fællesnævnere fra mobilproducenterne har været de store skærme – og det er også det, der kendetegner OnePlus 5T – en 18:9 (Eller 2:1) skærm. Og, ganske som på majoriteten af konkurrenternes topmodeller, er det en AMOLED skærm.
Fingeraftrykslæseren er flyttet
I lighed med Samsung, Huawei og LG har OnePlus ikke – som Apple – droppet fingeraftrykslæseren helt. Den er i stedet flyttet til bagsiden. I modsætning til for eksempel Samsungs S8 og Note8 har OnePlus dog valgt at placere den midt på bagsiden af telefonen, hvor den er noget lettere at nå end det er tilfældet på Samsung modellerne.
Samme indmad som OnePlus 5
Inde i telefonen ser tingene nogenlunde ud som de gjorde på den foregående model. Her er det stadig en 835 Snapdragon der er hjernen i foretagenet – men det er der absolut heller ikke noget i vejen med. Telefonen kommer også i en udgave med 64GB og 6GB hukommelse – og så den helt store version med 128GB og 8GB hukommelse.
Samme pris
OnePlus er kendt for at lave telefoner med topspecifikationer til en ualmindeligt attraktiv pris, og det er også tilfældet denne gang, hvor telefonen vil holde samme pris som forgængeren.
OnePlus 5T i versionerne 64 GB og 128 GB (Midnight Black-farve), vil være tilgængelige på OnePlus.net i USA og i Europa d. 21. november til priser fra 3.799 kr. Du kan finde flere oplysninger på produktsiden for OnePlus 5T.
OnePlus 5T kommer i øvrigt også til salg i 3’s butikker den 21. november, og lanceringen fejres med en eksklusiv pop-up shop i 3Butikken i Fields, hvor kunder vil kunne købe et begrænset parti af den nye 5T med medfølgende goodiebag.