GuidesTophistorie

Sådan kalibrerer du tv’ets farver med iPhone

Med iOS 14.5 er det blevet muligt at udføre farvekalibrering af fladskærmen ved hjælp af din iPhone. Se her, hvordan det gøres.

Det er ikke en funktion, der har været råbt op om, men med iOS 14.5, der udkom i aftes, er det blevet muligt at bruge Apple TV og iPhone til at kalibrere farverne på fladskærmen. Det vil sige, det er i Apple TV at indstillingerne gemmes, ikke på selve tv’et. Det er heller ikke en funktion, der kan erstatte en rigtig farvekalibrering.

Til gengæld kan alle finde ud af det – og det koster intet, i modsætning til, hvis man skulle have en tekniker på besøg.

 

Apple TV bruger simpelthen lyssensoren i iPhone til at sammenligne farvebalancen på tv-skærmen med de industristandard-specifikationer, der bruges af filmfotografer over hele verden. Ved hjælp af disse data skræddersyr Apple TV automatisk videoudgangen til at levere mere nøjagtige farver og forbedret kontrast – uden at man behøver at justere tv-indstillingerne.

farvekalibrering

Sådan gør du …

  1. Tænd for tv’et og gå ind i Indstillinger –> Video og lyd –> Farvebalance på Apple TV.
  2. Når du starter kalibreringen, får du en popop-besked på din iPhone (billedet øverst i artiklen). Klik på ‘Fortsæt’.
  3. Du præsenteres nu for skærmbilledet herunder. Som der står, skal du dreje din iPhone, så forsiden – altså selfie-kameraet – peger mod tv’et.
  4. iPhone skal holdes tæt på skærmen. Tættere end du tror. Når du “holder den rigtig”, sker magien helt automatisk.
farvekalibrering
Når kalibreringen aktiveres, får du dette skærmbillede.

Du skulle nu gerne kunne se forskel. Da vi kørte farvekalibrering på tv’et, blev farverne en anelse varmere. Ikke noget revolutionerende. Er du utilfreds med resultatet, kan du slå det fra samme sted (Indstillinger –> Billede og lyd –> Farvebalance), eller køre kalibreringen igen i en anden belysning for at se, om det bliver bedre.

 

På nettet meldes der om, at nogle har problemer med at starte processen, hvis Dolby Vision er aktiveret. Det rettes ret hurtigt ved at gå ind under Indstillinger –> Billede og lyd og aktivere ‘Match dynamisk indhold’ i farveindstillingerne. Dolby Vision behøver ingen optimering, men ved at køre kaliberingen får du (optimalt set) et bedre billede, når kilden ikke er Dolby Vision.

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.