Steve Jobs elskede det ikoniske klikhjul fra iPod’en. Han elskede det så meget, at han i lang tid insisterede på, at den første iPhone skulle have samme betjening. Billedet ovenfor er en prototype på den første iPhone. Det er leveret af Tony Fadell (via Techcrunch ), der var med på det hold, der skabte iPod’en.
Fadell startede siden selskabet Nest, der blev opkøbt af Google. I en ny bog fortæller han om sin tid hos Apple.
Sony-Ericsson T610 (foto: Wikipedia) Han fortæller blandt andet, at Jobs oprindelige vision var at lave en iPod med indbygget telefon. iPod var voldsomt populær dengang og ud over at spare penge på udviklingen af et helt ny produkt, kunne Apple også læne sig op af genkendelsen fra iPod’en.
Prototypen havde et besynderligt dreje-design, hvor brugerne kunne dreje hele den nederste del af telefonen. På den ene side var klikhjulet, på den anden side et mere traditionelt nummertastatur, der skulle bruges til telefondelen.
Et design, der visuelt minder ikke så lidt om en anden populær telefon fra den tid, nemlig Sony-Ericsson T610.
Selv om Jobs længe insisterede på at klikhjulet skulle være en del af iPhone, måtte han til sidst opgive sit krav, da designerne ikke kunne finde en gangbar løsning.
I stedet gik de i gang med at udvikle et helt nyt produkt fra bunden. Denne gang med en stor trykfølsom skærm, et minimum af fysiske knapper og et Mac OS X-baseret styresystem.
Endnu en iPhone prototype, der er noget tættere på det endelige resultat. Tony Fadells bog, Build , kan købes på Amazon og i Apples boghandel . Den er naturligvis på engelsk.