Den grønne dagsorden har inspireret Teknologisk Institut til at arbejde med en ny teknologi, der kan opvarme fødevarer på rekordtid og samtidig give store energibesparelser. Nemlig ved at sætte strøm til maden. Ifølge forskerne gør den nye metode det muligt at opvarme eksempelvis en skinke på helt ned til to minutter.
Metoden bygger videre på såkaldt ohmsk opvarmning, der allerede bruges i vid udstrækning i industrien til opvarmning af flydende fødevarer. Det er rent teknisk lidt mere udfordrende, når det drejer sig om kødprodukter. Teknologisk Institut har derfor eksperimenteret med kogning af kødpølse og sandwichskinke ved brug af ohmsk opvarmning, og resultaterne er meget lovende.
– Vores laboratorieforsøg har vist, at det er muligt at opvarme kødprodukter fra 5°C til 72°C på helt ned til 2 minutter. Og her betyder produktdimensionerne vel at mærke ikke noget, for energien afsættes næsten ensartet i hele produktet omtrent samtidigt, siger seniorkonsulent Christian Vestergaard fra Teknologisk Institut.
En af de helt store udfordringer ved traditionel opvarmning er, at varmen skal ”rejse” fra overfladen til midten af produktet, hvorfor især faste fødevarer af stor størrelse tager lang tid at opvarme. Der er simpelthen en grænse for, hvor hurtigt varmen trænger ind.
– Ved i stedet at anvende elektrisk strøm direkte i produktet kan man ændre fysikken. På den måde fordeler energien sig i hele fødevaren direkte og næsten øjeblikkeligt, som vi kender det fra mikrobølgeovne. Det giver hurtigere opvarmning og mindre spild af varme, siger Christian Vestergaard.
Til trods for gennembruddet skal du ikke forvente at kunne klare årets juleand på halvandet minut. Teknologien udvikles først og fremmest til industrien, hvor der til gengæld også er kolossale besparelser i udsigt. Ohmsk opvarmning kun den halve energimængde sammenlignet med konventionel opvarmning. Hertil kommer potentialet for mandskabsbesparelse, da der vil være en del mindre manuel håndtering af produkter ved ohmsk kogning.