Den kommende Samsung S9 bliver lanceret om et par uger på et Unpacked event i Barcelona, men vi har allerede hørt masser af rygter om den nye topmodel fra koreanerne. Nu er der så også sluppet nyt ud om et af de vigtigste stykker tilbehør: DeX Pad. Det er Evan Blass og hans evleaks, der endnu engang har opsnappet billeder af endnu ikke frigivet hardware.
Telefonen skal være din computer
Med sidste års lancering af Galaxy S8 havde Samsung et stykke lidt undervurderet tilbehør med: DeX. Ideen var simpel: Du sætter din telefon i en lille dock, forbinder mus, tastatur og skærm, og bruger så telefonen som en computer. Selve konceptet fungerer glimrende, men desværre kunne DeX ikke levere 4K hvis man ligger inde med en højtopløselig skærm, og løsningen var generelt lidt klodset.
Ny, flad udgave
Den nye udgave kræver ikke længere, at man sætter telefonen ned i en dock. I stedet ligger den fladt ned og kobles ind i USB C stikket. Rygterne går på, at telefonen så kan bruges som touchpad, hvilket eliminerer behovet for en mus. (Teoretisk set, i hvert fald) Ejer du en Galaxy S8 virker DeX ifølge rygterne også med den.
Samsung Galaxy S9 lanceres d. 25 februar på Mobile World Congress i Barcelona. iNPUT er selvfølgelig med til lanceringen og dækker den indgående. Følg os på Facebook, så du får de seneste nyheder.