Samsung Galaxy Note 7 er exceptionel på mange måder. Den er ret dyr. Den er absurd lækker. Den har den bedste skærm vi nogensinde har set på en telefon. Og så fungerer “nørdfingeren” faktisk.
Allerede man åbner kassen bliver man nødt til at overgive sig; Note 7 er et ualmindeligt dejligt stykke mobil at kigge på. Det er som om, Samsung har raffineret Galaxy S7, pustet den en smule op og klasket en pen med. Og basalt set er det egentlig også det, der er sket.
Selve størrelsen er ikke så meget en udfordring som vi ellers er vant til på de såkaldte phablets – eksempelvis er telefonen, selv om skærmen faktisk er en del større, mindre i omfang end Apples iPhone 6S Plus. Den ligger også væsentlig bedre i hånden.
De kurvede kanter som efterhånden er karakteristiske for Samsungs telefoner er også til stede på Note 7, men ikke i helt så voldsom grad som på S7 – men det gør absolut ikke noget, for – skal vi ikke bare være ærlige – kurverne er mest “for show” og har ikke rigtigt nogen brugbar funktion, hvor meget Samsung så end prøver at bilde os det modsatte ind. Men hvorfor også prøve det? “Det ser lækkert ud” er altså også et fint argument!
Enorm skærm er enormt lækker
Udover de mere diskret kurver er Note 7 udstyret med en 5,7″ skærm. Og puhhh-ha, det er en fin en af slagsen. I fuld – fuld – solskin står alt helt tydeligt. Sort er fuldstændigt knaldsort, og farverne popper – på klassisk Samsung manér – lige ud i hovedet på dig. Og er man ikke til de voldsomme farver er det let at indstille telefonen, så den får et mere diskret udtryk der måske passer bedre til vores afdæmpede nordiske temperament.
En af de store grunde til at skærmen er så fantastisk er en teknologi, du nok kommer til at høre en del mere til; HDR. Det er så småt begyndt at dukke op i high-end tv, men nu altså også på den første telefon. Og det er virkelig ikke en dårlig ide, for det er formentlig den største grund til, at Note 7 adskiller sig fra sine forgængere når det kommer til skærmkvalitet; HDR betyder væsentlig bedre kontrast, mere hvid hvid og mere sort sort. Vi kan næsten ikke få armene ned over, hvor fedt det er, og selv om vi troede, skærme var gode før, så er dette altså meget bedre.
AMOLED teknologien som Samsung benytter har evnen til at have lys i enkelte pixler uden at bruge strøm til at lyse hele skærmen op, og det har koreanerne benyttet sig af til, ligesom på Galaxy S7, at have nogle få informationer på skærmen altid; et hurtigt blik på telefonen fortæller dig hvad klokken er og om du har beskeder. Det fungerer fint.
Flydende oplevelse
På hastighedssiden er Samsung Galaxy Note 7 faktisk ikke bedre end dens lillebror, Galaxy S7. Samsung har valgt at bruge samme processor som i deres efterhånden 6 måneder gamle telefon, men det er for så vidt ikke noget problem – i hvert fald ikke, hvis man ser på, hvordan telefonen opfører sig ved normalt brug. Her er ingen lag og ingen irriterende ventetid på opstart af programmer. Alt foregår hurtigt og gnidningsfrit.
Samsungs egen brugergrænseflade fik et gevaldigt løft da de lancerede S6 for snart halvandet år siden, og det fungerer stadig, omend vi godt kunne tænke os at se en lille overhaling snart igen. Det er ikke grimt eller forældet, men der er stadig nogle små irritationsmomenter som eksempelvis knapper der er en smule for små (selv på en 5,7″ skærm). Det er naturligvis muligt at skifte hele balladen ud og tilpasse telefonen som du har lyst, hvilket jo er en af de store fordele ved Android. Holder du ved Samsungs udgave af brugergrænsefladen vil du dog ikke være skuffet.
Der er blevet plads til 64GB hukommelse, og selv om konkurrenterne leverer mere vil vi vove at påstå, at 64GB kombineret med muligheden for et MicroSD hukommelseskort er alt nok.
Nørd fingeren funker
Samsung Galaxy Note 7 slipper den ikke – der medfølger stadig en S Pen. Det er faktisk en af de ting, der får Note serien til at skille sig ud fra mængden, hvilket er fint, men vi har tidligere været ret skeptiske overfor det. En pen er simpelthen ikke en naturlig måde at interagere med en telefon på.
Ikke desto mindre må vi erkende, at hvis man hurtigt lige skal skrive noget ned, er den mest naturlige måde at gøre det på heller ikke et virtuelt keyboard. I sidste ende har vi overgivet os, og den nyeste udgave af S Pen føles meget mere naturlig end de fleste af konkurrenterne – i øvrigt også (Måske endda især) Apple Pencil, som er for stiv og lidt klodset. S Pen er derimod ret tæt på den “naturlige” pen, og reaktionstid og trykfølsomhed er i top. S Pen er med andre ord et dejligt værktøj. Den er ikke er essentiel for oplevelsen, men efterhånden har den sin berettigelse.
Vandtæt(-ish) og USB C
En af de største skuffelser ved Galaxy S7 var, at Samsung ikke havde taget springet til USB C, hvilket flere af de andre producenter allerede den gang ellers havde gjort. Nu, hvor selv “budget”-telefoner som Huaweis Honor 8 har gjort det, er det også klart at Samsung ikke kunne have siddende på sig, at deres nye flagskib var udstyret med en gammel standard. USB C er på mange måder en forbedring – den er i stand til at levere hurtigere opladning og overførsel, kan vendes som man har lyst (hvilket er en kæmpe fordel i mørke!) og er generelt bare fremtidssikret. Så tak for det, Samsung.
En anden fordel er, at Note 7 er næsten vandtæt. Altså ikke helt vandtæt. Men næsten. Taber du den i (yikes) toilettet, er det altså ikke en katastrofe for andet end din stolthed. Du skal dog ikke forvente, at du skal have den med som kameratelefon på din næste dykkerferie, for så vandtæt er den altså heller ikke.
Vi har haft den liggende i en spand vand i en halv time – og den kom ud og virkede helt fint.
“Forældet” kamera
Nu hvor Apple lancerer deres iPhone 7 Plus, som efter alt at dømme får en gevaldig opgradering på kameradelen, og hvor både Huaweis P9 og Honor 8 har fået dualkamera, er det lidt en skuffelse at Samsung har valgt “kun” at inkludere kameraet, der fik sin premiere i S7. Ikke desto mindre må vi samtidig erkende, at det faktisk stadig tager stort set lige så gode billeder som dual-kameraerne, og endda ofte en smule bedre.
I tusmørke klarer Note 7 sig generelt lidt bedre end de fleste af konkurrenterne, men den enorme kontrast man finder på Huaweis telefoner kan den dog ikke hamle op med, og vi ville egentlig have forventet at Samsung ville have skruet lidt op for charmen på Note 7. Men igen; det er stadig en af de allerbedste kameramobiler på markedet, og vi vil vædde på, at stort set ingen vil være utilfredse med kameraet på Note 7.
Samsung Galaxy Note 7: Alt det, du vil have i en phablet
Samsung Galaxy Note 7 er, uden sammenligning, den bedste store telefon på markedet, og har du brug for en telefon i den størrelse, ja så må du bare hoste op med skillingerne, for det er en dyr fornøjelse at blive ejer af Note 7.