Features

Samsung Galaxy S10: Alt vi ved om de nye modeller

Samsung lancerer sine nye Galaxy S10 modeller ved et event den 20. februar, det ligger fast. Men hvad siger rygterne om koreanernes kommende flagskib?

Der er mindre end tre uger til Samsung præsenterer sit nye flagskib, Galaxy S10, ved et event i San Francisco – og der er store forventninger til den. Det har ikke skortet med rygter de seneste måneder. Her er et overblik over de mest troværdige af dem.

Hvornår lanceres den?

Den del ligger fast. Samsung har udsendt invitationer til et Unpacked-event i San Francisco den 20. februar og invitationen er prydet med tallet 10. Det interessante er, at nullet ligger ned og giver den form, som kamerahullet på fronten forventes at have (se under kamera-afsnittet). Samsung holder et specielt event for europæisk presse i London samme tid, hvor iNPUT naturligvis er til stede.

 

Hvordan kommer den til at se ud?

Samsung plejer at ændre designet på Galaxy-modellerne hvert andet år; således fik både Galaxy S6 og Galaxy S8 markant nyt design, mens de mellemlæggende modeller var stort set identiske. Fortsætter Samsung den tradition – og det tyder alt på – vil vi se en Galaxy S10, der er væsentlig anderledes end sidste års S9. Ikke mindst på fronten. Allerede i november sidste år opstod der rygter om at Samsung ville aflive den alt andet end optimale ”notch”-løsning til fordel for et hul i skærmen, hvor kameraet kan kigge ud. Det såkaldte ”Galaxy O”-koncept blev siden vist frem på Samsungs udviklingskonference – og Samsungs nye Galaxy A8 har også det design.

Påstået lækkede billeder af Samsung Galaxy S10 og Galaxy S10 Plus.

Bloomberg hævder, at der kommer tre modeller, hvoraf den billigste får en ”flad” skærm i stedet for en buet. De hævder også, at størrelsen bliver meget lig S9 med en lille ramme i top og bund. S10e får en skærm på 5,8 tommer (som den nuværende S9), standardmodellen får 6,1 tommer skærm, mens topmodellen S10+ får 6,4 tommer stor skærm.

 

Med hensyn til farver, så siger rygterne at S10 og S10+ vil kunne fås i gul, hvid og grøn, mens S10e kommer i farverne sort, gul, hvid og grøn.

Hvad med skærmen(e)?

Galaxy-serien er kendt for at have de bedste skærme på markedet – og et rygte hævder, at de bliver endnu bedre i år, hvor de vil overgå S9’erens QHD+ opløsning. Lækket siger at skærmene vil få en Pixels-Per-Inch, ppi, på over 600. S9’eren har 570 ppi og S9 Plus bare 530 ppi.

Lækkeren IceUniverse mener også at vide, at S10’erne vil få specielle effekter omkring kamerahullet på skærmen. Eksempelvis vil kanten rundt om hullet lyse op, når kameraet er aktivt og når det genkender et ansigt.

 

Samsungs nye skærmkoncepter.

Hvilke typer kameraer vil S10’erne have?

De fleste analytikere forventer, at Samsung vil udruste S10’erne med en triplekamera-opsætning på bagsiden. ET News skriver at topmodellen S10+ vil have fem kameraer – tre på bagsiden og to på fronten, mens standardmodellen vil have fire kameraer (tre på bagsiden og et enkelt på fronten). S10e vil derimod kun have to kameraer på bagsiden og et enkelt på fronten. 

Rendering af de tre Galaxy S10-modeller.

Ifølge rygterne vil alle tre modeller få et 12-megapixel hovedkamera med den samme variable blænde (f/1.5 eller f/2.4) som Galaxy S9, med både autofokus og optisk billedstabilisering, ligesom de udstyres med et ultra wide-angle 16-megapixel kamera uden autofokus. S10 og S10+ vil desuden have et tredje 13-megapixel telefoto-kamera (f/2.4) med både autofokus og billedstabilisering. Alle tre modeller vil få ”Bright Night”-modus.

Hvad gemmer de bag skærmen?

Samsung har allerede annonceret sin nye Exonys-processor, der bruges i Galaxy-telefonerne i Europa (i USA bruges Qualcomms Snapdragon-modeller). Exynos 9820, som den nye model hedder, kan håndtere AI-udregninger op til syv gange hurtigere end 9810’eren fra Galaxy S9, da den har indbygget Neural Processing Unit, NPU. Processoren kan håndtere optagelser af 8K-video.

 

Samsung nye Exynos 9820-processor.

Med hensyn til batteriet, så skulle S10 og S10+ få 500 mAh mere at lege med, i forhold til S9’erne. Det er sandsynligvis nødvendigt, fordi skærmene også er større – og bedre. Rygterne siger, at modeller får følgende batterier:

  • Galaxy S10e: 3.100mAh
  • Galaxy S10: 3.500mAh
  • Galaxy S10+: 4.000mAh

Websitet XDA Developers skriver at S10e vil være udrustet med 4GB RAM og 128GB lagerplads, mens standardmodellen S10 vil få 6GB RAM og et valg mellem 128GB og 256GB lagerplads. Topmodellen, S10+ vil få enten 6GB eller 8GB RAM og vil kunne købes i størrelser med 128GB, 256GB og 512GB lagerplads.

 

Bonus-rygte: Galaxy Beyond X

Wall Street Journal skriver, at Samsung har planer om en fjerde Galaxy s10-model i år; en model der internt i Samsung går under navnet Beyond X. Denne telefon skulle efter sigende have hele seks kameraer ombord – tre på fronten og tre på bagsiden.

Avisen hævder at Beyond X vil få en 6,7 tommer stor skærm. Der vil være konfigurationer med 8 eller 12GB RAM og 256GB, 512GB eller 1TB internt lagerplads. De hævder også, at den vil kunne bruges på 5G-netværket, men Samsung har siden været ude at sige, at ingen af S10’erne får 5G.

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.