AnmeldelseMobil og tablets

Samsung Galaxy S7 Edge

Da vi sidste år anmeldte Samsungs Galaxy S6 Edge var vi imponerede. Meget endda. S6 var en telefon med meget få fejl – og nogle få kompromisser – der gjorde, at den ikke var perfekt, men faktisk ganske tæt på. Samsung har fjernet de små irritationsmomenter, lyttet til kunderne og rettet op på de fejl, der måtte være. Og Galaxy S7 er noget nær et mesterværk.

Vil du have flere anmeldelser, nyheder og konkurrencer? Giv iNPUT et like på Facebook her!

 

Ligner sig selv – på overfladen

Der er ikke sket utroligt meget på designfronten siden forrige år, og de få ting der er ændret er alle sammen diskrete, men positive. Kanten af telefonen er ikke længere så skarp, og derfor også mere behagelig at holde ved. Bagsiden skæmmes ikke længere af et kamera der stikker ud – som den ellers gjorde på Galaxy S6.

 

Designet gemmer også på en forbedring, vi virkelig godt kan lide, og som vi savnede ved S6 – S7 er vandtæt. Ikke bare sådan lidt stænktæt, men HELT vandtæt. Den kan, ifølge Samsung, være under vand i 30 minutter på op til 1,5 meters dybde. I realiteten behøver de slet ikke skrive begrænsningerne – telefonen kan sagtens være under vandet meget længere og meget dybere – men den iP68-certificering, alle producenter går efter, siger altså 30 minutter ved 1,5 meter. Vi har haft telefonen under vand i næsten en time på en meters dybde – og den fungerer upåklageligt.

Hurtigere end nogensinde

Det er nærmest overflødigt overhovedet at skrive det, men Galaxy S7 er, naturligvis, benchmarknoget nær den hurtigste mobiltelefon, vi nogensinde har testet. Hastigheden på mobiltelefoner øges konstant, og efterhånden kan vi endda konkludere, at det stort set ikke betyder noget længere – med mindre altså, man bruger telefonen til Virtual Reality, for så begynder det at give mening. I vores målinger pisker S7 afsted. I tre forskellige Antutu målinger rammer telefonen over 90.000 – den ene ender endda på 118.000, hvilket uden sammenligning er det højeste, vi nogensinde har målt på en telefon – iPhones 6S ligger under 70.000 (men det er et andet styresystem, så real life følelsen kan være noget anderledes end hvad tallene kunne indikere) og det gør langt de fleste andre top Android telefoner også. Der er heller ikke lag af nogen art at spore på S7 – alt kører gnidningsfrit og stort set uden ventetid i hverken opstart eller noget andet.

 

Batterilevetid – endelig en hel dag!

Galaxy S6 Edge havde en sløv batterilevetid – der stort set aldrig nærmede sig en hel dags brug. Det har ændret sig med S7. Efter en halv dags ganske intensiv brug er der stadig 74% tilbage i tanken, og det er endnu ikke – på tre uger – lykkedes for os at komme frem til aften uden at have mindst 25% tilbage på batteriet. Det betyder basalt set, at man ikke længere behøver bekymre sig om, om man kan komme igennem en hel dag, hvilket ellers ofte er tilfældet med flere andre telefoner, og altså også tidligere generation af Samsungs topmodel.

OPDATERING: Efter to ugers brug kan vi se en mærkbart dyk i batterilevetid efter at der er blevet installeret mange apps – vi “overlever” stadig en dag, men altså ikke med en god margen.

 

Nyt kamera – i lavere opløsning

Samsung har ændret på kameraets hardware, så det har fået lavere opløsning og højere lysfølsomhed. De fleste vil ikke umiddelbart kunne se forskellen på det kamera, der var i den ”gamle” S6 og så kameraet i S7, som altså er en noget lavere opløsning. Forskellen på 12 og 16 megapixel bliver kun interessant når man skal udskrive meget store plakater eller vil beskære et billede meget kraftigt. Hvis billedet skal vises på telefonen – eller for den sags skyld en stor computer- eller tv-skærm – er forskellen ikke til at se, og dermed bliver den ligegyldig for de fleste, og tabet af de fire megapixel bliver også ligegyldigt. Hvad der til gengæld ikke er ligegyldigt er kameraets evner i relativt dunkle omgivelser – og det er altså helt utroligt, hvor gode billeder GS7 tager, ikke kun i god belysning men altså i særdeleshed også i næsten mørke.

 

SD kort – ja tak!

Sidste år havde Samsung droppet at brugeren kunne udvide hukommelsen på telefonen med et SD kort. Det har de heldigvis rettet op på med S7, hvor det er muligt at tilføje op til 200GB hukommelse. Det lader dog til, at det ikke er muligt at få telefonen til at se hukommelsen som en enkelt mængde, hvilket er en smule irriterende, når nu Android ellers giver mulighed for det – og det er lettere for brugeren at forholde sig til. Det skal dog ikke slå store skår i glæden, for det er stadig fedt at kunne udvide hukommelsen meget billigere end hvis man skulle købe det indbygget.

 

Et enkelt hardware-minus

Vi undrer os en del over, at Samsung ikke har valgt at bruge den nye USB standard, USB C. Den har ekstremt mange fordele over den gamle MicroUSB, som der i stedet er blevet plads til i Galaxy S7. Og langt de fleste af konkurrenterne har allerede taget den til sig. MicroUSB er simpelthen ved at være forældet på alle måder, og USB C er både hurtigere når det kommer til overførsler og opladning, og mere fleksibel, da man vil kunne bruge ladere fra stort set alt til at oplade telefonen – i hvert fald i fremtiden, når der kommer til at være USB C i alle nye enheder. Vi forventer naturligvis, at Galaxy S8 får USB C, men i S7 må vi altså leve med MicroUSB.

The one to beat

Samsungs Galaxy S7 er lige nu den absolut bedste Android telefon på markedet – selv ikke den ellers glimrende Nexus 6 kan ikke måle sig med Galaxy S7, hverken på kamera, hastighed eller de mange lækre features. Som sagt mangler vi virkelig USB C, fordi der ingen tvivl er om, at det er fremtidens standard. Udover den detalje er det svært at sætte en finger på S7 – den er ikke en revolution, men den er helt afgjort en god evolution og en værdig efterfølger til en af sidste års allerbedste telefoner.




Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.