For de fleste Android-brugere er det største årlige lancerings-event, når Samsung lancerer den seneste inkarnation af sin S-serie, der er spækket med sæsonens lækreste features. Galaxy S9 bliver lanceret få dage inden Mobile World Congress i Barcelona i februar – invitationerne er sendt ud – og nu er der også begyndt at lække informationer om, hvad Samsungs nye flagskib vil indeholde.
Og ifølge invitationen (se billedet herunder) er der temmelig voldsomme indicier om, at Samsung har gjort noget helt specielt ved telefonens kameraer.
Hvad Samsung Galaxy S9 ellers har at byde på, kan der indtil videre kun gættes på. Vi har samlet de mest valide af rygterne her:
Designet Lige som der var meget lille forskel mellem Galaxy S6 og S7, så vil Galaxy S9 sandsynligvis også lægge sig tæt op af designet på S8. Faktisk er der stor sandsynlighed for, at Galaxy S9 og S9 Plus kommer til at ligne de telefoner, der er på artiklens hovedbillede (øverst, red.). Billedet stammer fra Evan Blass fra VentureBeat , der har lækket info om adskillige mobiltelefoner gennem tiden. Han er med andre ord til at stole på. Sådan da.
Blass hævder også, at Samsung (endelig, red.) har flyttet fingeraftryksscanneren på bagsiden, så den ikke længere sidder ved siden af kameralinsen, men umiddelbart under den. Så kan vi venstrehåndede også være med uden at fedte linsen til.
Hos SamMobile hævder de at vide, at Galaxy S9 vil kunne fås i en ny lilla variant, foruden de obligatoriske sort, guld og blå modeller.
Samsung Galaxy S9 og S9 Plus. Sandsynligvis. Skærmen Det lader til, at Samsung holder fast i samme skærmstørrelser som på S8. Galaxy S9 får 5,8 tommer, mens S9 Plus får en 6,2 tommer skærm. Der er konstante rygter om at Samsung vil opgradere skærmene til 4K-opløsning (det ville være fantastisk for Gear VR-oplevelsen), men vi tror, at det bliver Samsung gennemtestede og forrygende QuadHD Super AMOLED-skærm igen.
Processoren Et nyt flagskib, en ny og hurtigere processor. Sådan er det. S9 forventes at introducere en nyere udgave af Samsungs 10-nanometer Exynos-chipsæt – men kun i nogle områder. Her i Danmark får vi den vanlige Snapdragon-model – denne gang dog med Qualcomms spritnye 845-processor.
VentureBeat fortælle derudover, at S9 vil have 4 gigabyte RAM, mens storebror S9 Plus får 6 gigabyte RAM.
Kameraet Samsung fortæller på invitationen til lanceringen af S9, at de har “genopfundet kameraet”. Vi ved ikke med sikkerhed, hvad de har fundet på, men det kinesiske site VTECH hævder at S9 vil have en justerbar blænde på mellem f/1.5 og f/2.4. VentureBeat stemmer i, så det begynder at lade sandsynligt. I så fald vil Samsung tage et stort skridt mod billeder i DSLR-kvalitet fra mobilen. Og åben leg med blænden giver rig mulighed for at skabe bokeh-effekt.
Ifølge diverse sites vil S9 have et enkelt 12-megapixel kamera på bagsiden (med justerbar blænde), mens S9 Plus også vil have et sekundært 12-megapixel kamera.
Hvornår kommer den? Ja, den er til gengæld sikker som amen i kirken: Galaxy S9 lanceres den 25. februar på et Unpacked event i forbindelse med Mobile World Congress. Ifølge VentureBeat kan vi forvente at se begge modeller i butikkerne allerede den 16. marts. Prisen forventes at være en smule højere end de var på S8-modellerne, men ikke i samme overdrevne leje som iPhone X.
iNPUT er naturligvis til stede i Barcelona, så du kan få alle nyhederne mens de sker … hold øje med disse sider.