Wearables

Samsung Galaxy Watch 46mm LTE

Samsungs nyeste smartwatch, Galaxy Watch, er stadig det pæneste smartwatch - og har fået bedre batterilevetid

Da jeg for efterhånden halvandet år siden testede Samsungs nyeste smartwatch flagskib, dengang kaldet Galaxy Gear S3, var jeg rigtigt glad for det, men måtte samtidig konkludere, at uret var langt fra et must-have – der var simpelthen ikke funktionalitet nok, og prisen var i overkanten, batterilevetiden i underkanten. Spørgsmålet er så, om det har ændret sig på den nyeste topmodel, Galaxy Watch? Svaret er njah…

Stadig lækkert

Samsungs Galaxy Watch er pænt. Meget pænt. Og hvor Apple Watch stadig er lidt nørdet, så ligner Samsungs ur et… ur. Det virker solidt bygget, meget solidt. Selv den store udgave, jeg har fået til test der er 46mm virker en del mindre end Apples tilsvarende ur – måske mest fordi det rent faktisk er rundt. Den testede version har et ret “rugged” look, der også fungerer rigtigt godt, hvis man ellers er til det mere sporty udseende på et ur. Generelt virker det som om, Samsung har hevet komponenter ned fra den øverste hylde, og byggekvaliteten er altså helt i top.

 

Godt styresystem med én svaghed

Styresystemet er stadig Samsungs eget Tizen, hvilket for så vidt er udmærket. Ideen med at bruge et rundt interface hvor man kan dreje på urets krone for at navigere i den runde menu. Det er virkelig godt udført og præcist – væsentlig mere præcist end det “hit-and-miss” system, du finder på Apple Watch.

Tizen har dog en enkelt svaghed: Der mangler en hel del apps. Samsungs medfølgende apps er for så vidt fine nok, men der er ikke mange 3. parts programmer. Hvis du bruger en specifik app skal du altså undersøge om den overhovedet findes til platformen – og ofte vil du finde, at det ikke er tilfældet. Til gengæld er de apps, der findes til Tizen ofte rigtigt godt designet, og de kører alle som en hurtigt og flydende på Galaxy Watch.

 

Bedst til Samsung

Selv om Samsung ikke er helt så krakilske i deres tilgang til, hvilke enheder Watch må kobles sammen med, er der stadig forskel. Samsungs egne telefoner er naturligvis bedst – her får du klart mest funktionalitet. Dernæst kommer andre Android enheder – og til sidst kommer Apples iPhone. Godt nok er uret understøttet via en app, men den er en smule handikappet i forhold til de andre. Ikke desto mindre er det rart at det er muligt – der findes jo dem, der gerne vil have et smartwatch, men som ikke vil have Apples (stadig) lidt nørdede design.

Ingen LTE

Apple Watch 4 (Og 3 LTE) har fået understøttelse af 4g forbindelse, så du ikke længere behøver slæbe telefonen med når du skal på løbetur. Det er dog stadig kun hos 3, du kan få den funktionalitet. Det kan du ikke engang med Samsungs Galaxy Watch. Her er der simpelthen ingen operatører der understøtter 4G (LTE). Det er helt åndssvagt at have et ur, der kan bruges uden smartphone – og så ikke kunne bruge det. Herfra skal – igen – lyde en opfordring til danske operatører om at komme ind i kampen. Og 3, I har allerede vist at I er i stand til det, så gør det dog også med Galaxy Gear! Nå, men indtil videre er der altså intet hul igennem hvis du ikke har telefonen med, og dermed forsvinder en af de, for mig, allervigtigste pointer ved et smartwatch.

Godt ur der stadig ikke er nødvendigt

Der er ingen tvivl om, at Galaxy Watch er et godt, solidt og pænt ur, der kan det meste. Men uden 4G mener jeg stadig ikke, det er en nødvendig gadget. Til gengæld er prisen god – helt ned omkring 2.600 kr. koster uret, der dermed er en del billigere end nærmeste konkurrent, Apple Watch. Og når teleselskaberne tager sig sammen og kommer med 4G understøttelse bliver det en helt anden snak.

 

Samsung Galaxy Watch 46mm LTE

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

Pris: 2.602 kr.

Samsung Galaxy Watch er et lækkert smartwatch, der kan lidt af hvert. Men uden understøttelse af 4G fra operatørerne mangler vi lige det sidste.

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.