Det har ikke just været en hemmelighed, at Samsung var på vej med to nye foldbare telefoner – men nu er det så officielt. De to nye modeller er opgraderinger af Flip og Fold serierne.
Flip får flere funktioner på yderskærmen
Flips lille yderskærm har indtil denne model mest været at regne lidt som et smartwatch – du kunne få forskellige notifikationer på skærmen, men nu kan du også svare kort på dem – via foruddefineret tekst eller eventuelt en emoji. Telefonen har også fået længere batterilevetid – uden der dog er blevet opjusteret på selve batteriets størrelse. I stedet er den nye Qualcom processor blevet bedre til at spare lidt på kræfterne, ligesom skærmen også skruer op og ned for opdateringshastigheden for at spare på strømmen.
En ekstra fræk lille feature er, at hvis man køber Flip4 på Samsungs hjemmeside får man muligheden for at “bygge” sin egen – man kan sætte forskellige farver sammen, så der er et utal af kombinationsmuligheder.
Fold4 får fast taskbar
Den nye Samsung Galaxy Fold4 er en blanding af en mobil og en tablet, ligesom de tidligere Fold modeller. Den har dog fået bedre kamera og en større skærm – eller i virkeligheden to større skærme; den store skærm der viser sig når du folder telefonen ud – og softwaren får også en opdatering. Der er nu en fast taskbar i bunden af skærmen – ligesom du ser på Windows eller MacOS – hvorfra du kan skifte imellem apps eller starte nye apps. Der er plads til tre apps på skærmen ad gangen, som kan gøres større og mindre efter forgodtbefindende.
Både Fold og Flip er også blevet bedre til at klare dårligt vejr, hvilket er lidt af en bedrift for foldbare telefoner – de er nu IP certificeret med IP 8, hvilket betyder, at de er vandtætte (uden at man dog skal tage dem med i havet eller lignende.) De er dog ikke officielt støvtætte, men i praksis burde det ikke være et problem heller.
Galaxy Fold4 kommer til at koste fra 13.999 kr. Galaxy Flip4 kommer til at koste 8.699 kr. Begge telefoner kan forudbestilles allerede fra i dag kl. 16.00.