Gadgets

Samsung lancerer officielt Galaxy S9

Verdens største mobilproducent er klar med årets topmodel: Samsung Galaxy S9

BARCELONA: Efter et læk tidligere på dagen, der muligvis har været en karrierestopper for en intern medarbejder i Samsung, har det koreanske firma her til aften lanceret deres nye flagskib, Samsung Galaxy S9 – og storebror S9+. Telefonen er en ret vellignende kopi af forrige års model, S8 – men med et par væsentlige forbedringer.

Kameraet er salgsargumentet

Hvis Samsung selv skal fremhæve en enkelt ny feature på Galaxy S9, er det kameraet, der er blevet ganske voldsomt meget bedre ifølge koreanerne. I hvert fald er kameraet blevet i stand til at tage billeder ved ganske lav belysning. Vi har haft mulighed for at teste kameraet i telefonen ganske kortvarigt imod et par af konkurrenterne, og må indtil videre erkende at Samsung ikke oversælger lysfølsomheden i S9: Den er vanvittigt imponerende, og overgår så vidt vi umiddelbart kan konkludere alt på markedet. Men den endelige dom kommer selvfølgelig først efter testen som vi kører over de næste uger.

 

Fingeraftrykslæser placeret rigtigt

Et af vores største kritikpunkter i vores anmeldelse af Galaxy S8 var, at fingeraftrykslæseren var placeret ved siden af kameraet og brugeren derfor ofte kom til at sætte fingeren over linsen på kameraet. Det har Samsung fikset på Galaxy S9, hvor fingeraftrykslæseren er flyttet ned under kameraet, hvor de fleste andre producenter også har placeret den.

Stor skærm på lidt mindre “krop”

Galaxy S8 var en af de allerførste telefoner med 18:9 skærm, der fylder stort set hele forsiden (LG G6 slog den på målstregen), men på Galaxy S9 tweaker Samsung igen på størrelsen – eller rettere, de gør telefonen en smule mindre, men beholder den store skærm. I både top og bund er der nu mindre kant.

 

DeX i ny udgave

Som vi tidligere har skrevet har Samsung sammen med S9 også en ny udgave af deres DeX – et system, der reelt transformerer telefonen til en pc, hvortil man kan slutte tastatur, mus og skærm. Denne gang hedder versionen DeX Pad – i stedet for, at telefonen står oprejst ligger den i stedet fladt på DeX Pad, og kan derfor bruges som touchpad.

 

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.