San Fransisco: Samsung har i dag annonceret, at de nu samler en hel bunke apps sammen i en enkelt, kaldet SmartThings der kan styres af deres digitale assistent Bixby, som de i øvrigt ruller ud i flere lande inden nytår. Danmark forventes dog ikke at få Bixby på dansk før tidligst næste år.
Lille dongle forbinder alt
Samsungs ide om det intelligente hjem er anderledes end de andre producenters. I stedet for at lancere en højttaler med indbygget digital assistent, hvilket er hvad eksempelvis Apple, Amazon og Google har gjort, er Samsungs ide at man i stedet køber en hel bunke små, billige dongles og placerer dem overalt i hjemmet. De små dongles vil så kunne aktivere alt – fra “dumme” højttalere til smarte tv, lamper, termostater og køleskabe. Der er intet nyt fra Samsung om, hvornår donglen eventuelt dukker op i butikkerne – men umiddelbart er et godt gæt i starten af næste år.
Bixby i Samsung TV
Samsung satser altså stort på deres AI Bixby – og den digitale assistent flytter ind på nye platforme. For eksempel gør den sit indtog på smart-tv næste år. Desværre stadig kun i USA og Korea, og der er ikke noget nyt om, om den digitale assistent også vil dukke op på ældre tv – eventuelt via en dongle. I første omgang er det altså i 2018 modellerne.
Åbner Bixby op
Samsung har i dag på deres udvikler konference også lovet, at udviklerne får fri og uhindret adgang til Bixby. For eksempel vil en producent af intelligent udstyr til hjemmet selv kunne lave avanceret integration med den digitale assistent. Skridtet bringer måske Samsung ind i en kamp, de ellers kom meget sent til – Bixby er den nyeste af de store digitale assistenter, og både Google, Apple og Amazon har stadig et stort forspring. Men fordi Samsung er verdens største producent af mobiltelefoner vil det blive interessant at se, om de kan omsætte deres hardware “muskler” til succes for Bixby.