Apple har (snart) en. Google har en hel serie. Amazon har også nogle stykker. Og nu skal Samsung selvfølgelig også have en intelligent højttaler. Faktisk bekræftede D. J. Koh, der er CEO i Samsungs mobile division, tidligere på året, at den koreanske gigant arbejder på en højttaler der skal stemmestyres og være drevet af Samsungs egen digitale assistent Bixby.
Kan styre køleskabet
Rygterne om højttaleren går på, at den vil blive integreret ganske effektivt ind i SmartThings konceptet koreanerne har arbejdet på i efterhånden mange år. Faktisk vil den få en central placering fordi den vil fungere som talestyring for alt fra robotstøvsugere til køleskabe. Samtidig placerer den sig også her som en direkte konkurrent til Apples HomePod, der vil blive integreret med Apple HomeKit – og dermed have de samme tricks i ærmet.
Billigere end HomePod?
Den nye højttaler fra Samsung ventes at blive en noget billigere fornøjelse end Apples HomePod, der er sat til at koste 349$. Faktisk ventes det, at Samsungs højttaler kommer til at koste 199$ når den bliver sat til salg – og det ventes at den bliver tilgængelig over næsten hele verden.
Klar til Las Vegas?
Til januar er der igen CES (Verdens største messe for forbrugerelektronik) i Las Vegas – og det ville være oplagt for Samsung at lancere deres nye højttaler der, da det er en messe, der har meget fokus på lyd og billede. CES løber af stablen fra 9-12 januar. iNPUT rapporterer fra messen med alt det nyeste forbrugerelektronik.