AnmeldelseApps og tjenester

SAS lancerer lynhurtigt internet på europæiske destinationer

Vi har "testfløjet" SAS nye wifi... Og det er virkelig noget, der kan bruges.

Du har sikkert prøvet internet ombord på fly før – men indtil nu har de fleste prøvet en ganske håbløs wifi forbindelse der højst har kunnet levere ganske få kilobit forbindelse – hvilket sjældent er nok til andet end at sende en email eller to. Men nu lancerer SAS sammen med firmaet Viasat (Nej, ikke den Viasat, så ingen TV3 Puls!) en “ægte” bredbåndløsning. Vi har været med på en testflyvning, hvor SAS viste os hvad den nye teknologi kan.

Gratis for mange

I modsætning til Norwegian, der har gratis wifi til alle (der så til gengæld stort set ikke virker), så har SAS en anden tilgang: Deres bedste kunder – Guld og Diamant – får gratis adgang. Det gør dem, der sidder forrest i bussen på Plus også. Alle andre kan købe sig tilgang for 39 kr. Det er helt rimeligt for især de længere ture – på en times tur til Stockholm virker det lidt for dyrt, men man kan formentlig også lettere undvære internet i en time. Under alle omstændigheder er prissætningen rimelig – i hvert fald hvis produktet lever op til SAS’ egen beskrivelse. Men gør det så det?

 

Let login

I forhold til de andre systemer jeg har prøvet fungerer SAS’ nye system til at logge ind på tjenesten væsentlig bedre. Først åbner du din browser og taster enten sas.dk eller noget andet ind – og bliver så omdirigeret til en loginside. Du vælger derefter om du vil betale eller logge ind med din Eurobonus konto (hvis du har Guld eller Diamant) og så er du på. Det kan ikke gøres meget lettere. Ifølge Viasat arbejder de på en løsning, så login kan huskes, så frequent flyers ikke behøver taste noget som helst.

Godt hul igennem

Hver passager kan har ifølge SAS 12 Mbit at gøre godt med, men i vores måling fik vi en hastighed på omkring 16-17 Mbit konsekvent på hele turen. Jeg streamede HD indhold fra flere tjenester og endda 4K indhold fra Netflix – altsammen uden problemer. Der er lidt længere latancy fordi signalet skal helt op til satellitten og ned igen – men i praksis er ventetiden reelt meget kort, og ikke længere end hvad du kan opleve på mobilen.

 

Vi havde et enkelt lille udfald på ca. 30 sekunder. Det skyldes, at flyet vendte rundt – og at haleroret derfor kom i vejen for antennens udsyn til satellitten. Der vil også være nogle små huller, hvor der ikke er god dækning rundt om, men generelt lover Viasat og SAS at dækningen er næsten perfekt over hele det område, selskabet beflyver.

Det er rigtigt godt, og for de fleste vil det føles som at have en stabil forbindelse derhjemme. Jeg har fløjet meget, og med mange selskaber – dette er uden sammenligning den bedste forbindelse, jeg har prøvet i et fly.

En ting skal dog pointeres: SAS har lukket for adgangen til telefonsamtaler og videosamtaler via for eksempel Skype, Messenger og FaceTime. Det er ikke fordi netværket ikke understøtter det – men fordi det ville drive medpassagerer til vanvid. (Og måske fordi det ville konkurrere med den meget dyre 3G tjeneste via satellit, som SAS også har aftale med?) Under alle omstændigheder er det fint med mig – jeg er irriteret nok over det i toget – ingen grund til at høre på teenage-sladder eller “se-mig-jeg-er-vigtig”-forretningsmanden i flyet også.

 

Hvornår kan du prøve det?

SAS begynder udrulningen nu – og hver dag kommer der to nye fly på de næste måneder. Der vil dog stadig gå lidt tid før udrulingen gør at der er store chancer for, at du kan løbe ind i godt wifi på flyet. Til september vil der være 43 fly i luften, men først i 2020 forventer SAS, at næsten alle fly er opdateret.

Forbehold

Denne anmeldelse skal selvfølgelig tages med det forbehold, at testen er foregået i et fly som SAS har stillet til rådighed for 45 journalister, og som sådan kontrollerer de ruten og kan planlægge efter god dækning. Der er også netop kun 45 mennesker ombord – men vores forbrug af netværket var til gengæld voldsomt højt; alle havde mindst en streaming tjeneste kørende, nogle flere – samtidig med at mange kørte hastighedstests på stort set hele turen.

Under alle omstændigheder glæder jeg mig helt utroligt meget til at kunne slå mig ned og hygge mig med den fulde udgave af Viaplay eller Netflix næste gang jeg tager flyet.

 

iNPUT var inviteret på testflyvningen af Scandinavian Airlines.

SAS inflight wifi

Ydelse
Pris
Stabilitet

Pris: 39 kr. (Gratis for premium passagerer)

SAS nye wifi tjeneste slår alt hvad vi tidligere har set på fly. Hastigheden er i top og forbindelsen på vores testflight var stabil og leverede video i HD kvalitet uden problemer.

 

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.