Er du typen, der altid må være online? Og helst på et netværk der er bedre end den småforkølede 3G forbindelse du kan få over det meste af verden? Så kan det være, SAS har et tilbud til dig. De er i forvejen på vej med hurtigere internet i luften, men udvider nu også et eksisterende samarbejde med iPass, der er leverandør af blandt andet wifi på det globale mobile netværksmarked. SAS’ kunder tilbydes fra og med juli et månedsabonnement til iPass-koncernens globale Wi-Fi-tjeneste, direkte via selskabets hjemmeside eller som en separat tjeneste. Tjenesten indebærer, at abonnementskunder vil få ubegrænset adgang til millioner af Wi-Fi-hotspots verden over, på eksempelvis hoteller, caféer, restauranter og i lufthavne.
Tilgængelig for alle
Tjenesten har tidligere været begrænset til virksomhedskunder, men vil blive tilbudt som en separat mulighed for alle passagerer via SAS’ website.
“I dag er gratis wi-fi mange steder, men du skal have et login eller må kun være på i op til 24 timer. Her finder iPass automatisk det bedste netværk og logger dig på – uden tidsbegrænsning. Det hjælper dig med at være opkoblet uden at risikere at blive udsat for høje mobile roaming-omkostninger,” siger Mariam Skovfoged, der er pressechef i SAS.
Tjenesten er tilgængelig fra og med den 19. juli 2017 for alle via SAS’ website, uanset om de rejser med flyselskabet eller ej.
“SAS tager et spændende nyt skridt i at være første flyselskab som tilbyder dette til kunder. At være connected til internettet er blevet en hel essentiel del af det, som passagerer forventer på niveau med hoteller og lejebiler, så SAS er først med at få deres business- og fritidsrejsende opkoblet over hele verden, siger Gary Griffiths, CEO of iPass.
SAS arbejder også på, at passagererne fremover kan få Euro-bonuspoint, når de køber abonnement hos iPass. Prisen for abonnementet vil være 169 kr. pr. måned for danskere, men hvis du rejser meget kan det være pengene værd.
Du kan læse mere om den nye tjeneste hos SAS eller på www.businessclasswifi.com