Volvo har inviteret os alle sammen til at se med via livestream, når de senere i dag præsenterer deres første, rene elbil – den eldrevne Volvo XC40. Ved eventet vil firmaet også præsentere deres strategi, der retter sig mod en mere bæredygtig fremtid. Fokus bliver på Sustainability, meddeler bilproducenten.
Svenskerne har arbejdet på den elektriske udgave af XC40 siden februar sidste år og har løbende dryppet små smagsprøver på bilens evner. I sidste måned viste de bilens drivlinje, ligesom de kunne fortælle, at den leveres med en ny Advanced Driver Assistance Systems (ADAS) platform, hvorpå svenskerne vil begynde at bygge nye og mere avancerede funktioner.
I starten af oktober kunne Volvo også fortælle, at Android Automotive bliver dybt integreret i Volvo XC40. Integrationen vil blandt andet gøre det muligt for personer i bilen at ”bestille” musik over anlægget, sende beskeder og ændre temperatur via klimaanlægget. Systemet vi løbende blive opdateret over-the-air med nye funktioner og rettelser, fortalte Volvo ved den lejlighed.
Til gengæld har producenten ikke fortalt det mindste om hverken batteripakke, motorspecifikationer eller rækkevidde. Det forventer vi i høj grad, at de fortæller os om under dagens event, der starter klokken 18.30. Du kan følge et livestream her – eller du kan give os et Like på vores Facebook-side og få nyhederne fra eventet direkte i dit nyhedsfeed.