Så er det tid til at pudse dine binge-watching-briller og gøre dig klar til en ny serie fra Pixar Animation Studios. Tab og vind (Win or Lose på engelsk) lander på Disney+ den 19. februar, og traileren er allerede klar til inspektion. Den kan ses herover.
Tab og vind er den første originale tv-serie fra Pixar, og den tager os med på en rejse gennem historier om otte forskellige karakterer, der hver for sig forbereder sig til den store softball-mesterskabskamp. Her får vi, ifølge Disney+, alt fra usikre teenagere og overbeskyttende forældre til en dommer med knuste illusioner om kærlighed. Det hele skulle blive serveret med Pixars klassiske blanding af varme og skæv humor.
Seriens manuskriptforfatter, instruktør og executive producer Carrie Hobson, fortæller, at inspirationen til serien kommer fra hendes egen tid som softball-spiller.
– Sport kan bringe det bedste og det værste frem i folk. Selv den roligste person kan miste besindelsen. Det var det perfekte bagtæppe til at udforske temaerne om sejr, nederlag og alt det midt imellem, siger Hobson.
Michael Yates, der deler ansvaret for serien med Hobson, afslører, at ideen om at fortælle historier fra forskellige perspektiver blev født ud af deres samarbejde på Toy Story 4.
– Vi kunne sidde i det samme møde og have vidt forskellige opfattelser af, hvad der lige var sket. Det blev hurtigt klart, at vores egne erfaringer farver, hvordan vi ser verden, og det ville vi gerne vise i en historie, siger Yates.
På den danske version leveres stemmerne af Josef Aarskov, Svea Kajsa Elbæk Schjeldal og Linda Elvira Magnussen. På originalsproget hører vi blandt andre Will Forte, Rosa Salazar, Rhea Seehorn og Lil Rel Howery.
Musikken er i øvrigt komponeret af Ramin Djawadi, der også leverede lydsiden til Game of Thrones.